Jurij Usjakov, der er udenrigspolitisk rådgiver for Ruslands præsident, Vladimir Putin, bekræfter, at repræsentanter for Rusland og Ukraine har holdt møde i Abu Dhabi.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters onsdag.

Han siger også, at en repræsentant for USA har mødtes med russiske repræsentanter.

Ifølge Usjakov blev der dog ikke talt om en fredsplan i Abu Dhabi.

- Nej, fredsplanen blev ikke diskuteret i Abu Dhabi. Fredsplanen er ikke blevet diskuteret i detaljer med nogen, siger han til en journalist fra russisk stats-tv ifølge Reuters.

Netop en amerikanskstøttet fredsplan, som sidste uge blev lækket til medier, har bidraget til stor diplomatisk aktivitet omkring krigen i Ukraine de seneste dage.

Det første udkast, som havde 28 punkter, var genstand for forhandlinger i løbet af weekenden.

Det udkast indeholdt flere punkter, som var umiddelbart var uacceptable for Ukraine: Nato-medlemskab blev permanent udelukket, Ukraines hær skulle reduceres, og hele Donbas-regionen skulle overdrages til Rusland.

Men under forhandlingerne er det blevet ændret.

Ifølge det statslige nyhedsbureau RIA siger Usjakov onsdag, at den russiske regering har modtaget "de seneste versioner" af den amerikanske fredsplan.

/ritzau/