Ruslands præsident afviser på forhånd at diskutere landets annektering af Krim under møde med Trump 16. juli.

Moskva. Alt bortset fra ét emne kan diskuteres, når USA's præsident, Donald Trump, mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Helsinki 16. juli.

Og det emne er Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim i 2014

Det meddeler Det Hvide Hus og Kreml samtidig natten til tirsdag dansk tid.

Putin har "gentagne gange understreget og forklaret, at Krim ikke kan og ikke vil være en del af dagsordenen, da halvøen er en fast del af Rusland", siger talsmand Dmitry Peskov.

Talsmanden udtaler samtidig, at de to ledere kan diskutere "alle andre emner" på mødet.

Før weekenden ville Donald Trump ikke afvise, at han kunne komme til at anerkende Ruslands annektering af Krim.

- Vi får se, svarede præsidenten på et pressemøde.

Trumps udmelding vakte bekymringer i EU. Men mandag understregede Det Hvide Hus, at USA ikke anerkender annekteringen.

- Vi anerkender ikke Ruslands forsøg på at annektere Krim. Vi er enige om at være uenige, og sanktionerne fortsætter, indtil Rusland overgiver Krim-halvøen til Ukraine, siger talskvinde Sarah Sanders.

I marts 2014 annekterede Rusland halvøen Krim. Som modsvar indførte USA og EU sanktioner mod Rusland.

I 2015 blev Minsk-aftalen vedtaget. Den indeholder en våbenhvile, men der har ofte været kampe i det østlige Ukraine, og situationen synes fastlåst.

Mødet senere på måneden er det første egentlige topmøde mellem de to præsidenter, som dog flere gange har stukket hovederne sammen ved internationale møder.

Forud for topmødet har Donald Trump udtalt, at det er godt at være på god fod "med Rusland og Kina og alle".

11.-12. juli er Donald Trump i Europa til topmøde i Nato. Herefter rejser præsidenten på officielt besøg i Storbritannien 13. juli. Her skal han mødes med premierminister Theresa May og drikke te hos dronning Elizabeth.

/ritzau/AFP