»Alle omkring ham er begyndt at tænke på en verden uden Putin.«
Sådan lyder det fra en professor i internationale anliggender, når det kommer til situationen i det russiske magtcentrum i Kreml, hvor Vladimir Putin skal være begyndt at køre sine egne folk i stilling.
Til Fox News forklarer Henry Hale, der er professor ved George Washington University, at den russiske præsident tilsyneladende er ved at stramme sit greb om magten – i takt med at han bliver ældre.
Blandt andet ved at forfremme yngre loyale medarbejdere i takt med den voksende ustabilitet i Kreml som følge af landets krig i Ukraine, de efterfølgende sanktioner, man er blevet pålagt, og det økonomiske pres, der er opstået i den forbindelse.
»Han (Putin, red.) har omhyggeligt arrangeret sin egen elite, så der ikke er nogen tydelige sprækker, der kan gå i opløsning,« siger Henry Hale til Fox News.
Professoren henviser blandt andet til, at den 73-årige russiske præsident har familiemedlemmer, der »nu er begyndt at stige i graderne«:

»En af dem, der har fået mest opmærksomhed, er Anna Evgenievna Tsivilyova, født Putina,« siger han.
Hun er datter til Putins kusine – og hun leder ifølge Fox News i øjeblikket en statsdrevet organisation, der støtter russiske soldater og veteraner.
Derudover har hun også været formand for bestyrelsen for Kolmar Group, der er et af Ruslands største kulselskaber, lyder det.
»Putin er bekymret for, hvad der sker, når han bliver ældre, og hvis man ikke giver de yngre mennesker mulighed for at stige i graderne, så kan regimet komme under pres,« vurderer Henry Hale over for det amerikanske medie.

Noget andet, der kan true Putins styre fra toppen af Kreml, er opposition.
Både indefra Rusland og udefra.
Tidligere denne måned beskyldte Ruslands føderale sikkerhedstjeneste (FSB) eksempelvis den tidligere oligark og rigmand Mikhail Khodorkovskij – som var fængslet i ti år for at kritisere Putin i begyndelsen af hans tid som præsident – og 22 andre medlemmer af Ruslands antikrigskomité for at planlægge et kup.
Khodorkovskij har ifølge The Telegraph selv kaldt beskyldningerne for løgne.
Og fra Kreml-eksperter har det lydt, at det er et klart tegn på en ny følelse af sårbarhed i hjertet af den russiske stat.
»Det fortæller os, at Kreml er paranoid,« lød det i weekenden fra John Herbst, der er seniordirektør for Atlantic Council's Eurasia Center og tidligere amerikansk ambassadør i Ukraine, til The Telegraph.
»Putin leder efter fjender for at forsøge at styrke sit regime.«
Til Fox News vurderer Henry Hale, at der stadig er spændinger inden for den russiske elite, og at Putin – ifølge ham – ønsker at »fjerne alle mulige risici«.
Dog mener professoren også, at Putins »regime er ret stabilt i øjeblikket«.

