Den russiske præsident, Vladimir Putin, har onsdag via videoforbindelse fra Moskva fulgt tæt med i en øvelse blandt Ruslands atomstyrker.

Det oplyser den russiske præsidents pressekontor.

Testen omfattede styrker på land, til vands og i luften.

Der blev blandt andet holdt øje med styrkernes parathed og kommandostruktur, lyder det.

Rusland udfører regelmæssigt øvelser med atomstyrker.

Det sker blandt andet med det formål at minde fjender om, at Rusland sidder på den største beholdning af atomvåben i verden, skriver nyhedsbureauet Reuters, der bemærker, at Putin på vigtige tidspunkter under krigen i Ukraine har mindet om Ruslands status som atommagt.

Blandt andet blev der affyret et interkontinentalt ballistisk "Yars"-missil fra en rumbase. Der blev også affyret et "Sineva"-missil fra en atomubåd i Barentshavet.

- Øvelsen testede paratheden hos militærkommandoen og de praktiske færdigheder hos det operative personel i at organisere styrkerne, lyder det i en meddelelse fra de russiske regeringskontorer.

- Alle dele af øvelsen blev fuldført.

Den vestlige militæralliance Nato begyndte tidligere på måneden sin årlige atomøvelse "Steadfast Noon".

Samtidig er øvelsen "Dacian Fall" med over 5000 Nato-soldater i gang i Rumænien og Bulgarien.

USA's præsident, Donald Trump, sagde natten til onsdag dansk tid, at man har udskudt et møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, på ubestemt tid.

Mødet havde Trump selv nævnt, og det var ventet, at det skulle finde sted i løbet af nogle uger i Budapest. Men nu har det tilsyneladende noget længere udsigter.

- Jeg vil ikke have et spildt møde. Jeg vil ikke spilde tiden, så jeg ser, hvad der sker, sagde han.

- Der sker mange ting på krigsfronten. Og i løbet af de næste to dage kommer vi til at give jer besked om, hvad vi laver.

/ritzau/Reuters