Ruslands præsident Vladimir Putin blander sig torsdag i diskussionen om USAs interesse for Grønland. En interesse, som ifølge præsidenten ikke er overraskende og bør tages alvorligt.
»Det ville være en alvorlig fejltagelse at tro, at dette bare er noget excentrisk snak fra den nye amerikanske administration. Det er ikke tilfældet,« sagde Vladimir Putin torsdag ifølge Sky News.
Udmeldingen kalder B.Ts udlandsredaktør Jeppe Elkjær Andersen opsigtsvækkende og ser særligt én grund til, at Vladimir Putin netop nu stikker næsen i diskussionen om Arktis.
»Han gør det klart for at puste til ilden, for USA og de øvrige Nato allierede er længere fra hinanden, end de har været i lang tid. Det er for at skabe splid, for der er ikke nogen ledere, der er i tvivl om, at USA mener det,« siger han og fortsætter:
»Diskussionen om Grønland har været en gave til Putin, for der er åbenlys splittelse, hvor han har en klar interesse i gøre kløften endnu større.
Han forklarer, at det er muligt, at Vladimir Putin har fået indsigt i situationens alvor via en af de mange lange opkald, der har fundet sted mellem USAs præsident Donald Trump og Vladimir Putin.
»Det er også et signal om, at han snakker indgående med Trump, hvor de selvfølgelig diskuterer Ukraine, men også om andre ting såsom Grønland,« siger Jeppe Elkjær.
Dernæst kaldte Vladimir Putin også USA interesse for 'planer med dybe historiske rødder' med en reference til, at USA i 1860erne forsøgte at købe Grønland fra Danmark. Et forsøg, der dengang blev stoppet af kongressen.
»Putin er meget historieinteresseret. og han bruger det til sin fordel. Han har også tidligere brugt det til at retfærdiggøre invasionen af Krim og Ukraine, hvor han bruger historien til at retfærdiggøre sine handlinger,« uddyber B.Ts udlandsredaktør.
Derfor siger Jeppe Elkjær Andersen, at Vladimir Putin også gerne ser, at USA i sidste ende annekterer Grønland.
På den måde vil han nemlig få hjælp til at legitimere sine egne invasioner af Ukraine.
»Det vil være vand på Putins mølle. For hvis et Nato-land kan tage territorie fra et andet Nato-land, så kan alt ske,« siger Jeppe Elkjær Andersen.
Du kan følge med i den seneste udvikling om Grønland i B.Ts liveblog HER.
