Det kan godt være, at benzinpriserne er krøbet i vejret herhjemme – men det er intet mod, hvad det koster at tanke et køretøj i Hong Kong.
I den kinesiske region ligger prisen på lige knap 27 kroner pr. liter, altså små ti kroner dyrere end i Danmark.
Og ifølge CNN er det dermed med afstand stedet med de højeste benzinpriser i verden, viser tal fra Globalpetrolprices.com.
Det er selvfølgelig den amerikanske og israelske krig mod Iran, der også i Hong Kong har banket priserne i vejret.
Faktisk var de her allerede i forvejen de højeste i verden.
Men de er altså nu steget med omkring 15 procent, hvilket også er en procentuel større stigning end eksempelvis i Danmark.
Hong Kong-indbyggeren Jason Kan siger til CNN:
»En stigning på 15 procent har en stor påvirkning, fordi priserne i Hong Kong allerede i forvejen lå på et højt niveau og udgjorde en stor andel af den gennemsnitlige indbyggers indkomst.«
I øvrigt viser oversigten over alverdens benzinpriser, at det i Danmark er fjerdedyrest at tanke i verden: Kun overgået af Hong Kong, Malawi og Holland.

