Publikummer smidt ud af Eurovision for højlydte protester mod Israel
Nogle publikummer fortsatte ifølge Eurovision-arrangøren med at forstyrre andre i salen efter Israels show.

Nogle publikummer fortsatte ifølge Eurovision-arrangøren med at forstyrre andre i salen efter Israels show.

Der var både klapsalver og tilråb, da Israels Eurovision-deltager, Noam Bettan, var på scenen tirsdag aften i Wiener Stadthalle i Østrigs hovedstad, Wien.
Nogle personer blev efterfølgende eskorteret ud af sikkerhedsvagter, da de "fortsatte med at forstyrre publikum" efter "højlydt" at have udtrykt sig anti-israelsk.
Det oplyser Eurovision-arrangøren, European Broadcasting Union (EBU), og den østrigske public service-station ORF, som sender årets internationale melodigrandprix, ifølge BBC.
Israels deltagelse i grandprixet er omdiskuteret.
Holland, Irland, Island, Spanien og Slovenien har boykottet årets Eurovision i protest over den humanitære krise i Gaza efter Israels gengældelse på den militante gruppe Hamas' angreb i Israel i 2023.
ORF havde inden årets Eurovision meldt ud, at tv-stationen ikke ville afspille præ-optaget applaus, som kunne sættes på for at overdøve eller nedtone eventuelle buhråb.
Noam Bettan sagde nogle dage inden tirsdagens semifinale i et interview med den israelske avis The Jerusalem Post, at han var klar over, at han kunne blive mødt af negativ respons.
- Jeg er meget fokuseret på, hvad jeg skal. Alt andet er for mig baggrundsstøj. Jeg prøver meget, meget hårdt på bare at koncentrere mig om prøverne, at give alt, hvad jeg har, arbejde så hårdt, som jeg kan, og opretholde en sund mentalitet, sagde han.
/ritzau/