Psykiater forklarer: Over syv millioner kroner doneret til drabstiltaltes familie
Lindsay Clancys forældre har modtaget over syv millioner kroner via en GoFundMe-indsamling – hvorfor donerer fremmede penge til familien?

Lindsay Clancys forældre har modtaget over syv millioner kroner via en GoFundMe-indsamling – hvorfor donerer fremmede penge til familien?

En opsigtsvækkende sag i USA er fredag aften dansk tid blevet erklæret ugyldig, efter sagens nævninge ikke har kunnet blive enige.
De 12 nævninge skulle afgøre, hvorvidt Lindsay Clancy kvalte sine tre børn i en fødselspsykose eller med forsæt.
Tiltaltes forældre har troligt siddet dag efter dag på tilhørerpladserne i retssalen.
Imens har tusindvis af fremmede valgt at støtte dem økonomisk, og det har ligesom resten af sagen skabt debat.
»Det giver ingen mening. Jeg kan ærligt ikke tro det,« siger komiker og podcastvært Alex Stein i et indslag hos mediet News24.
Han er langt fra den eneste, der ikke kan forstå, at en GoFundMe-indsamling er nået op på knap 1,117 millioner amerikanske dollar – svarende til over 7,195 millioner danske kroner – til Michael og Paula Musgrove, der er forældre til tiltalte.
Men hvorfor har tusindvis af mennesker valgt at donere penge til Lindsay Clancys forældre?
Det har B.T. snakket med speciallæge i psykiatri Henrik Day Poulsen om.
»Det er set før i meget voldsomme og ekstreme sager, at folk synes de skal samle penge ind til familien. Nogle mennesker kan føle sig følelsesmæssigt involverede, fordi de påvirkes af, hvad der er sket. Lidt ligesom med Røde Kors-indsamlinger,« fortæller Henrik Day Poulsen.
Og fortsætter:
»Indsamlingen havde nok ikke fundet sted, hvis det var kommet frem, at hun (red. Lindsay Clancy) havde mishandlet sine børn, men når der snakkes om, hun er alvorligt psykisk syg, synes folk det er synd og får medlidenhed.«
Målet for indsamlingen er to millioner dollar, og mere end 33.000 mennesker har allerede bidraget fremgår det på GoFundMe-siden.
»Pengene skaffer jo ikke børnene tilbage, men bliver måske givet som et plaster på såret,« forklarer speciallægen.

Michael og Paula Musgrove har gennem de seneste tre år brugt store dele af deres liv på at være tæt på deres datter, ifølge People og beskrivelsen på GoFundMe.
De har rejst frem og tilbage for at deltage i retsmøder, boet på hoteller og været til stede under retssagen. Parret er endda flyttet fra Connecticut til Massachusetts for at være tættere på Lindsay Clancy.
»En indsamling er jo reel nok, især hvis familien ikke har så mange penge. Fly og overnatning kan koste meget, og uanset motivet er familien uden skyld. Det kan være ræsonnementet for, at der samles ind til deres omkostninger,« forklarer Henrik Day Poulsen.
På indsamlingssiden tydeliggøres det, at formålet er at hjælpe forældrene med økonomisk stabilitet, efter de har båret på en enorm følelsesmæssig og økonomisk belastning de sidste tre år.
»Denne indsamling beder ikke nogen om at være enige om Lindsay, hendes sag eller om, hvad udfaldet af hendes retssag bør være,« skriver opretteren desuden i beskrivelsen.
Indsamlingen blev oprettet 12. august i år af Brandee Mulligan, som ikke er relateret med familien. Michael og Paula Musgrove er de direkte modtagere af pengene.
GoFundMe-siden blev oprettet med deres viden og samtykke, ligesom Lindsay Clancys advokat, Kevin Reddington, også var bekendt med den.
Det er dog ikke alle, der støtter Lindsay Clancy eller familien.
B.T. skrev mandag om, hvordan sagen splitter vandene.