Det er et lille valg i tysk målestok.

Men et valg med kæmpe betydning.

Søndag skal 1,7 millioner vælgere sætte kryds ved delstatsvalget i Sachsen-Anhalt, hvor højreekstremister, for første gang siden Anden Verdenskrig, kan komme til magten i Tyskland. 

Lørdag er der varslet en stor moddemonstration mod AfD (Alternative für Deutschland), der står til at få magten i delstaten. 

Det skriver Der Spiegel.

Det er alliancen 'Sachsen-Anhalt Open to the World, der står bag demonstrationen. Den består af 300 foreninger, herunder klubber, fagforeninger og kirker.

I sidste uge holdt 150 indvandrerdrevne forretninger i delstatens hovedstad, Magdeburg, lukket i én dag for at protestere imod det, de kalder et stadig mere fremmedfjendsk klima.

De frygter, at de ikke kan blive, hvis AfD vinder.

Ulrich Siegmund, partiets spidskandidat, der går efter posten som ministerpræsident i delstaten, siger, at partiet vil udvise udlændinge, der er i landet ulovligt.

AfD er mere end indvandrerkritisk. Det er også kritisk over for EU, det har en mere venlig holdning over for Rusland end det øvrige Tyskland, og særligt i de østlige delstater spiller det på nostalgi over for DDR.

Meningsmålingerne er med AfD. Partiet ligger til over 40 procent af stemmerne. Men hvis en række af de små partier ikke klarer spærregrænsen på fem procent, kan AfD pludselig sidde med et absolut flertal.