Det var til stor ulejlighed for de omkring 170 passagerer, som var om bord på et civilt fly, der søndag blev tvunget til at nødlande i Hviderusland af to kampfly.
Men for én passager var der mere på spil.
- Der venter en dødsstraf for mig her, skulle den hviderussiske aktivist Roman Protasevitj have sagt til sine medpassagerer, da han blev spurgt, hvorfor han var så oprørt over, at flyet blev omdirigeret.
Roman Protasevitj begyndte sin aktivisme allerede som teenager, og han blev født, et år før Aleksandr Lukasjenko indtog magten i 1994. Præsidenten bliver ofte kaldt "Europas sidste diktator".
Som studerende blev Protasevitj anholdt i 2012 som blot 17-årig for at stå bag to grupper mod Lukasjenkos styre.
- De slog mig i nyrerne og leveren.
- Jeg tissede blod i tre dage efterfølgende. De truede med at anklage mig for uopklarede mord, har han sagt ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Under afhøringen blev han afkrævet adgangskoder til internetgrupperne af den hviderussiske sikkerhedstjeneste, som stadig hed KGB som i Sovjet-dagene.
Den 26-årige aktivist har arbejdet som fotograf for hviderussiske medier, og han modtag af Vaclav Havel-stipendiet i 2017. Det er en pris for unge og håbefulde journalister opkaldt efter den tjekkiske systemkritiker og senere præsident.
Han forlod Hviderusland i 2019 og har blandt andet været journalist og chefredaktør for mediet Nexta, der ifølge flere internationale medier har base i Polen. Videokanalen har 1,2 millioner abonnenter.
I november sidste år udstedte Hviderusland en arrestordre på grund af hans arbejde for Nexta.
Mediet sendte sidste år videobilleder af demonstrationerne mod den hviderussiske præsident, Lukasjenko, der sidste år vandt et valg, hvor resultatet er omstridt.
På det tidspunkt var det svært for udenlandske medier at rapportere fra den tidligere sovjetiske stat, som i dag er tæt allieret med Rusland. Landet er tre gange blevet ramt af sanktioner fra EU siden valget.
Flere tusinde er blevet anholdt i demonstrationer mod hans styre. Lukasjenko er af flere EU-lande blevet kritiseret hårdt efter søndagens manøvre, og der er varslet yderligere sanktioner.
Protasevitj er som følge af sin rolle i demonstrationerne anklaget for ekstremisme i Hviderusland herunder masseoptøjer og tilskyndelse til had.
Han afviser beskyldningerne, men risikerer op mod 15 år i fængsel, hvis han bliver dømt i landet, hvor retssystem har været kritiseret internationalt.
Flyet blev omdirigeret, blot to minutter før det ville have været ude af hviderussisk luftrum.
Ifølge en medpassager fra Litauen panikkede Protasevitj, da det gik op for ham, at flyet blev tvunget til at nødlande i Hviderusland i stedet for at fortsætte til Vilnius.
Passageren Mantas sagde til nyhedsbureauet Reuters, at Protasevitj rejse sig fra sit sæde, åbnede bagagehylden over sig og tog en bærbar computer og en telefon frem, som han gav til en kvindelig medpassager.
Det litauiske nyhedsbureau Delfi citerede en anden passager for, at han skulle have sagt, at han ville få dødsstraf, da han blev ført væk.
/ritzau/
