En første prognose fra tv-stationen SVT viser dødt løb mellem de to fløje ved søndagens valg til Riksdagen.

Sveriges rød-grønne opposition forventes ifølge prognosen at få 175 mandater i Riksdagen mod 174 mandater til højrefløjen. Der er 349 pladser i Riksdagen.

De rød-grønne står i prognosen til 49,3 procent af stemmerne, mens statsminister Ulf Kristerssons nuværende borgerlige regering og dens støtteparti står til 49,2 procent.

- Det her er helt usandsynligt. Jeg tror, at det kommer til at svinge hele aftenen. Det er nervepirrende, siger valgforsker Henrik Ekengren Oscarsson i valgstudiet hos SVT.

- Aftenen er ung. Meget kan ske, siger Birgitta Ohlsson, der er tidligere minister for Centerpartiet, til SVT.

Centerpartiet støtter den rød-grønne fløj, hvor Socialdemokraterna er det største parti.

Flere svenske medier rapporterer, at Ulf Kristersson ikke vil erklære sig besejret ved valget, hvis de rød-grønne partier får flertal.

Kilder i Kristerssons parti, Moderaterna, peger på, at de rød-grønne ikke har et færdigt regeringsalternativ.

Der er store forskelle mellem partierne i oppositionen, og det kan vise sig vanskeligt at bygge bro over forskellene.

I Sverige har blå blok forsøgt at lokke Centerpartiet over på sin side. Men hidtil har partiet helt afvist ethvert samarbejde med Sverigedemokraterna (SD).

Trods tilbagegang kan SD ende i regering eller i hvert fald - som nu - blive støtteparti for en borgerlig regering.

SVT's prognose er baseret på den foreløbige optælling. Stemmerne er talt op i 2895 af de 6626 valgdistrikter.

Kort efter at valgstederne var lukket klokken 20.00, viste valgstedsmålinger fra både SVT og TV4, at den rød-grønne blok stod til at få 51,3 procent af stemmerne, mens den borgerlige fløj stod til omkring 46,8 procent.

RITZAU