EU's præsident åbner for at udsætte brexit med et år. Det kan føre til, at brexit ikke sker, siger professor.

Det er stærkt tvivlsomt, at premierminister Theresa May får sin vilje og dermed får udsat brexit til 30. juni, som hun fredag har anmodet om.

Mere sandsynligt er det, at hun på et EU-topmøde næste uge må rette ind og forberede Storbritannien på en udsættelse på et år, som EU-præsident Donald Tusk lægger op til.

Sker det, øger det sandsynligheden for en ny folkeafstemning om brexit og dermed også sandsynligheden for, at brexit slet ikke sker.

Det vurderer Rebecca Adler-Nissen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, der blandt andet forsker i EU.

- En udsættelse på et år åbner for alle muligheder. Det kan helt sikkert øge mulighederne for, at brexit slet ikke sker.

- Men det er mere sandsynligt i første omgang, at vi ryger ud i et valg eller en situation, hvor parlamentet begynder at samarbejde på en ny måde, siger hun.

Ifølge Rebecca Adler-Nissen ser EU to muligheder. Enten skal skilsmisseaftalen igennem nu inden et europaparlamentsvalg, ellers vil man tage sig god tid, så der kan findes et kompromis.

Og Theresa May bliver formentlig nødt til at følge EU's forslag, da hun ifølge Adler-Nissen ikke har andre muligheder.

- Der er ikke rigtig andre løsninger for Storbritannien end at købe sig mere tid, indtil man har fundet ud af, hvad man gerne vil. Man har haft kort tid et par gange, og det har ikke rigtig givet pote, siger hun.

Hun forventer desuden, at en lang udsættelse vil betyde, at det bliver en ny premierminister, der i stedet for May ender med at skulle forhandle en skilsmisseaftale med EU på plads.

På nuværende tidspunkt står Storbritannien til at træde ud af EU den 12. april, eftersom det britiske parlament ikke har bakket op om Mays aftale.

Onsdag i næste uge afholder EU et topmøde i Bruxelles, hvor der tages stilling til Mays anmodning om udsættelse.

Vælger EU-landene at acceptere anmodningen, indebærer det, at briterne skal holde valg til EU-Parlamentet i slutningen af maj.

/ritzau/