Af de store udledere er det kun Indien og Kina, der har udledt mere CO2 over de seneste årtier.

En ny rapport fra FN viser, at verden er på vej mod en temperaturstigning på 2,5 grader ved udgangen af dette århundrede.

Sebastian Mernild er professor i klimaforandringer og leder af SDU Climate Cluster. Spørger man ham, hvor det største klimaproblem ligger, er svaret klart:

- Det er Kina. Det er der ikke nogen tvivl om.

- Det er Kina, der er den største udleder, og der har har været stigende udledning i landet de seneste årtier, siger han.

Sebastian Mernild fortæller, at Kina omkring år 2000 udledte 3,5 gigaton CO2. Nu udleder nationen over 10 gigaton CO2.

Til sammenligning udleder USA 4,7 ton CO2.

- Hvis man tager de store udledere, så er det faktisk kun i Kina og Indien, at der har været stigende udledninger over de sidste 10-20 år, siger Sebastian Mernild.

Han peger derfor på, at problemerne ligger i de mest folkerige områder, når det kommer til udledninger.

Ifølge ham er de største klimamæssige problemer, at landene bliver mindre fattige og velstanden stiger.

- Det er også der, hvor man trækker folk ud af fattigdommen. Og når man trækker folk ud af fattigdom, så får de et stigende forbrug.

- De efterspørger flere ting, og det vil sige, at de sætter et større klimaaftryk, siger han.

I forhold til hvorvidt FN kan ændre på problemstillingen, mener Sebastian Mernild, at det er "en svær nød at knække".

Han peger på, at når FN's klimakonvention mødes til "Conference og the Parties", er det sjældent de mest ambitiøse klimaplaner, der kommer ud af det.

- Det der med at lave aftaler i COP-regi, det er måske lidt en svær nød at knække. Der har været 27 møder, og der har kun været fem aftaler, som er forhandlet frem.

- Det er desværre nok altid laveste fællesnævner, der bliver bakket op om, han.

COP 27 holdes i Egypten fra 6.-8. november.

Hvis jorden bliver 2,5 grader varmere, som FN's rapport viser, vil det ifølge Sebastian Mernild føre til "en mere ekstrem verden" med flere naturkatastrofer.

- En verden, der både er varmere og mere ekstrem, hvor vi vil se flere katastrofale hændelser. Vi vil både se dem hyppigere, og vi vil også se dem mere intense, siger han.

/ritzau/