Prisstigning på brød presser sudanere under borgerkrig
De fleste bagerier i Sudans hovedstad har måttet holde lukket på grund af høje priser på hvede og brændstof.

De fleste bagerier i Sudans hovedstad har måttet holde lukket på grund af høje priser på hvede og brændstof.

Knap tre og et halvt år inde i Sudans borgerkrig har voldsomme prisstigninger og en valuta, der falder i værdi, ført til, at flere kæmper for overhovedet at have råd til brød.
Prisen på et brød er fordoblet den seneste uge.
De fleste bagerier i hovedstaden Khartoum har måttet holde lukket på grund af skyhøje priser på hvede og brændstofmangel.
44-årige Sawsan Mahmoud, der er mor til tre, fortæller, at hun og hendes mand nu udelukkende bruger begge deres lønninger på brød.
- Det er blevet ulideligt. Vi har skåret ned på den mængde af brød, vi spiser, og vi har det nu kun til ét måltid om dagen, siger hun til AFP.
Internationale organisationer har slået alarm over hungersnøden i landet.
Omkring 20 millioner mennesker lider under alvorlig fødevareusikkerhed.
I et af de få bagerier, der stadig er i drift i hovedstaden, beklager Abir Mohammed sig over, at "vi plejede at spise brød til alle vores daglige måltider. Det kan vi ikke mere".
Sudan importerer størstedelen af sin hvede, hvilket betyder, at priserne er sårbare over for den lokale valutakurs.
Over den seneste måned har det sudanesiske pund mistet omkring 25 procent af sin værdi sammenlignet med dollaren.
I Khartoum og dele af det østlige Sudan er der udbredte strømafbrydelser efter gentagne droneangreb på elværker.
Over hele hovedstaden er sudanerne begyndt at stille sig i kø foran folkekøkkener for at få gratis måltider.
Mange af den type køkkener holdt ellers op med at fungere, da hæren generobrede kontrollen over hovedstaden og fordrev de paramilitære Rapid Support Forces (RSF) i marts 2025.
Mere end 200.000 mennesker i delstaterne Sydkordofan og Norddarfur lever i hungersnød, viser FN-støttede rapporter, der også advarer om, at det kan sprede sig til otte byer inden 2027.
På et marked i byen Omdurman i det sydlige Sudan beklager Al-Muradi Awad sig over de ringe levevilkår, mens han køber ind.
- Næringsværdien af hvert måltid er faldet.
- Hvor man tidligere havde råd til at købe to kilo kød, kan man i dag kun købe 125 gram, siger han.
RITZAU/AFP