Priserne på guld og sølv har nået rekordhøje niveauer.
Guld er mandag blevet solgt for næsten 4600 dollar per ounce, mens sølv er blevet solgt for 84,60 dollar per ounce.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
En ounce, som bruges til at angive vægt ved salg af ædelmetaller, er cirka 31 gram.
Investorer søger især mod guld og sølv i perioder præget af geopolitisk uro og uforudsigelighed på aktiemarkederne.
Ifølge den ledende investeringsstrateg Matthew Miskin fra den amerikanske investeringsvirksomhed Manulife John Hancock Investments kan man tydeligt aflæse i guldpriserne, at der aktuelt er uro i verden.
- Man ser på guldpriserne, og de skriger, at markederne er bekymrede for geopolitiske risici, siger Matthew Miskin til Reuters.
Flere forhold vurderes ifølge Reuters at spille ind på guld- og sølvpriserne.
Dels vurderes det at spille en rolle, at USA's præsident, Donald Trump, den seneste tid flere gange har sagt, at han vil overtage Grønland.
Dels kan Trumps trussel om at blande sig militært i situationen i Iran, hvor flere hundrede civile meldes dræbt i demonstrationer mod styret, få investorer til at investere i guld og sølv.
Derudover har Trumps administration stævnet den amerikanske centralbank (Fed) for udtalelser, som centralbankens chef, Jerome Powell, fremsatte under høringer i Kongressen i sommeren 2025.
Administrationen har også truet med en strafferetlig tiltale i samme sag.
Powell betegnede i en udtalelse natten til mandag dansk tid truslen som et påskud for at lægge pres på centralbanken for at få den til at sænke renterne.
Konflikten mellem USA's administration og centralbanken sår ifølge Reuters og AFP tvivl om centralbankens uafhængighed.
Og at banken ikke påvirkes politisk er afgørende for investorernes tillid, fortæller Atakin Bakistan, økonom i den tyske investeringsbank Berenberg.
- Hvis Fed handler på baggrund af politik snarere end data, risikerer man, at udenlandske investorer trækker sig fra finansieringen af den amerikanske statsgæld og søger nye sikre havne, siger han til AFP.
/ritzau/