En arabisk prinsesse er sporløst forsvundet efter at have udgivet en mystisk video, som hun angiveligt har bedt sin amerikanske advokat offentliggøre, hvis der skulle ske hende noget.

Den 33-årige Sheikha Latifa er prinsesse fra Dubai, men nu er hun som sunket i jorden i Goa i Indien. Prinsessens forsvinden kommer umiddelbart efter, at hun har optaget en video, hvor hun fortæller, at hendes liv kan være i fare.

»Hvis I ser denne video, er det ikke godt. Enten er jeg død, eller også er jeg i en meget, meget dårlig situation,« siger hun blandt andet.

Hun indleder videoen med at fortælle, at hun er en af Sheikh Mohammeds 30 børn. Sheikh Mohammed bin Rashid al-Maktoum er statsminister og vicestatsminister for de Forenede Arabiske Emirater og hersker over Dubai, men ifølge Sheikha Latifa tænker han kun på sig selv og sit eget omdømme. Hun og en ældre søster er i hvert fald flygtet fra landet, fordi de ikke selv må bestemme over deres liv og fremtid.

Hun forklarer, at hun håber, at videoen kan redde hendes liv, men at hun samtidig frygter, at det bliver hendes sidste.

Ifølge den britiske avis The Sun har Latifa bedt sin amerikanske advokat om at offentliggøre vidoen, hvis hun forsvinder eller dør.

En af Sheikh Mohammed bin Rashid al-Maktoums døtre er flygtet og meldes nu forsvundet på mystiske vis. (Arkivfoto)
En af Sheikh Mohammed bin Rashid al-Maktoums døtre er flygtet og meldes nu forsvundet på mystiske vis. (Arkivfoto) Foto: FAYEZ NURELDINE
Vis mere

I slutningen af februar flygtede prinsessen fra Dubai, hvor hun var blevet holdt fanget og tortureret, fordi hun havde støttet en søster, som også er flygtet.

På optagelsen sidder hun uden slør og taler direkte til kameraet.

»Jeg laver denne video, fordi det kan være den sidste video, jeg laver.«

»Snart rejser jeg herfra. Jeg er ikke sikker på resultatet, men jeg er 99 procent sikker på, at det nok skal gå.«

Det sidste sikre livstegn fra prinsessen kom 4. marts, hvor hun ifølge det indiske medie NDTV sendte en desperat besked til vennen Radha Stirling i Storbritannien.

»Radha. Hjælp mig! Der er mænd uden for,« bad hun og tilføjede, at hun kunne høre skud.

På det tidspunkt opholdt hun sig ifølge tv-stationen på en båd uden for Indiens kyst.

Radha Stirling er del af organisationen 'Detained in Dubai' (Tilbageholdt i Dubai, red.). Hun bad prinsessen optage skudvekslingen, men derefter mistede hun alt kontakt til hende.