En investeringsbank, ledet af en russisk oligark, har gennem et netværk af selskaber flyttet milliarder ud af Rusland.
En ikke ubetydelig del af de hvidvaskede penge er angiveligt landet i Prince Charles velgørenhedsfond.
Det kan BBC og The Guardian nu afsløre i forbindelse med en stor lækage af bankoverførsler.
Berygtede svindelsager
En stor international efterforskning afslører, at netværket har modtaget penge fra selskaber, som kan forbindes til nogle af de mest berygtede svindelsager i Vladimir Putins regeringstid.

Det gælder bl.a. sagen om skattesvindel for mere end 1,5 milliarder kroner, som den russiske advokat Sergei Magnitsky påstod, at russiske embedsmænd stod bag.
Et år efter at have opdaget skattesvindlen døde advokaten under mystiske omstændigheder i et russisk fængsel.
Overført til royal fond
Netværket, som består af mere end 70 selskaber, er blevet afsløret på baggrund af en lækage af mere end 1,3 millioner bankoverførsler.
Oplysningerne er lækket til the Organised Crime and Corruption Reporting Project, et netværk af østeuropæiske undersøgende journalister, som har delt dem med The Guardian og BBC.
Her fremgik det, at der mellem 2009 og 2011 er overført et samlet beløb svarende til cirka 1,3 millioner kroner gennem netværket til Prince’s Charities Foundation, som er Prince Charles velgørenhedsfond.
Pengene kom fra et skuffeselskab på de Britiske Jomfruøer ved navn Quantus Division. Et selskab der nu er blevet afsløret i at have ført milliarder ud af Rusland.
Til BBC svarer velgørenhedsfonden, at de dengang ikke har fundet de pågældende overførsler suspekte.
»De fremhævede tilfælde har ikke givet anledning til nogle røde flag i vores proces,« lyder svaret fra en talsperson.

Afviser involvering
Det er oligarken Ruben Vardanyan, der stod i spidsen for den ivolverede investeringsbank Troika Dialog, mens pengeoverførslerne i netværket har fundet sted.
Han afviser selv at have været involveret i bankens daglige virksomhed.
Ligesom hans advokater afviser, at Ruben Vardanyan har været involveret i nogle af de nævnte aktiviteter.
BBC har i dokumenterne heller ikke fundet bevis på, at Vardanyan selv har været involveret i noget kriminelt.