Onsdag aften er meldingerne om den berygtede Wagnerleder Jevgenij Prigozjins død tikket ind i forbindelse med et flystyrt i Rusland.

En dansk ekspert ville ikke være overrasket, hvis styret i Moskva står bag.

Der skal være tale om et mindre privatfly, der styrtede ned i naboregionen til Moskva, Tver. 

Ti meldes dræbt. 

Og Prigozjins navn var på passagerlisten, melder russiske medier.

»Uden at vi kender de nærmere omstændigheder, så er det nærmest for bekvemt for Putin,« siger Niels Bo Poulsen, militærhistoriker og institutchef ved Forsvarsakademiet.

Han slår fast, at vi endnu ikke kender nærmere til omstændighederne ved flystyrtet. 

Og derfor skal eventuelle konklusioner tages med visse forbehold.

»Men det kan bestemt være en mulighed, at styret har besluttet sig for at skaffe sig af med Prigozjin for at statuere et eksempel. Det vil passe godt med det Rusland, jeg kender,« siger han.

For militæranalytiker Anders Puck Nielsen – ligeledes fra Forsvarsakademiet – kommer Prigozjins mulige død ikke som noget chok.

»Hvis han er død, så er det ikke nogen overraskelse. Han har lavet et oprør, som kan beskrives som et kupforsøg. Og han er en forræder. Og der er som regel kun én vej,« siger Anders Puck Nielsen.

Billede af det fly, som Prigozjin skal have været om bord på.
Billede af det fly, som Prigozjin skal have været om bord på. Ostorozhno Novosti/Reuters/Ritzau Scanpix

Netop Prigozjin var manden bag et kortvarigt oprør tidligere på sommeren mod det russiske styre.

Her rejste Wagner-tropper fra den sydlige storby Rostov mod Moskva. Men inden de nåede frem, blev det hele afblæst.

Siden er Wagnergruppen blevet forvist til Hviderusland, mens Prigozjin umiddelbart slap med at se sit hjem blive ransaget og hængt ud offentligt.

For ganske få dage siden dukkede Prigozjin højst overraskende op i en video fra Afrika, hvor han forklarede, at Wagnergruppen fortsat var aktive.

Og for Anders Puck Nielsen har hele den efterfølgende situation været yderst svær at finde hoved og hale i.

»Det har været super svært at finde ud af, hvad der skete efter oprøret. Prigozjin rejste stadig rundt i Rusland som en fri mand. Men jeg synes, det hele tiden har stået klart, at Prigozjin nok ikke havde lang vej igen,« siger den danske ekspert.

Endnu er det ikke slået endegyldigt fast, om Prigozjin er blandt de dræbte.