2. september udførte USA det første af flere angreb mod påståede narkosmuglerbåde i Caribien ud for Venezuelas kyst.

Nu får det angreb igen stor opmærksomhed og presset på USAs krigsminister øges – på grund af det, der kan være sket umiddelbart efter angrebet.

Fredag skrev Washington Post, at USAs krigsminister, Pete Hegseth, gav en mundtlig ordre om ikke at efterlade nogen overlevende – og at et opfølgende angreb, hvor to personer i vandet skulle være blevet dræbt, derefter blev beordret.

Det får nu oppositionen til præsident Donald Trump på krigsstien.

»Hvis den historie er sand, er det en klar overtrædelse af Forsvarsministeriets egne krigslove, såvel som internationale love om, hvordan man behandler mennesker i den situation,« siger den demokratiske senator fra Virginia, Tim Kaine, til CBS News.

Med andre ord er der ifølge Kaine tale om en amerikansk krigsforbrydelse, hvis historien om det opfølgende angreb rettet mod de overlevende i vandet er sand.

Ifølge Genèvekonventionen er det forbudt at angribe sårede civile eller medlemmer af væbnede styrker. Derimod kræver konventionen, at sårede personer bliver samlet op og tilbudt hjælp.

Pete Hegseth har afvist Washington Posts historie om det opfølgende angreb som værende »fabrikeret«.

Han hævder, at de amerikanske angreb på de påståede narkosmuglerbåde i Det Caribiske Hav hverken er et brud på amerikansk eller international lov.

Natten til tirsdag dansk tid har den amerikanske regering imidlertid bekræftet, at admiral Frank Bradley gav ordre til at udføre to angreb.

Det Hvide Hus' pressesekretær, Karoline Leavitt, fotograferet under et pressemøde 1. december.
Det Hvide Hus' pressesekretær, Karoline Leavitt, fotograferet under et pressemøde 1. december. Foto: Jim Lo Scalzo/EPA/Ritzau Scanpix

En handling som Det Hvide Hus' pressesekretær, Karoline Leavitt, samtidig forsvarer. 

»Admiral Bradley handlede fuldt ud inden for sin myndighed og lovens rammer, da han ledte operationen for at sikre, at båden blev ødelagt, og at truslen mod USA blev elimineret,« siger Karoline Leavitt under et pressemøde.

Hvad der skal forstås med formuleringen »at truslen mod USA blev elimineret« fremgår ikke, og Leavitt fortalte heller ikke, om det opfølgende angreb – som Washington Post skriver – blev rettet direkte mod to overlevende i vandet.

Sagen har fået presset på krigsminister Pete Hegseth til at vokse. Sent mandag aften dansk tid opfordrede Senatets demokratiske mindretalsleder, Chuck Schumer, Hegseth til at møde op i Kongressen for at afgive forklaring om det opfølgende angreb.

Schumer krævede også, at Hegseth offentliggør optagelserne fra den omdiskuterede operation.

USA og Venezuela befinder sig netop nu i en højspændt politisk krise. Senest har Donald Trump meldt ud, at luftrummet over Venezuela bør betragtes som fuldstændig lukket.

Det kalder Venezuelas udenrigsministerium en fjendtlig trussel.

USA er blandt de mange lande, der ikke anerkender Nicolás Maduro som Venezuelas leder efter landets omstridte præsidentvalg i 2024.