Et pressemøde med den venezuelanske oppositionspolitiker María Corina Machado, der er modtager af Nobels fredspris for 2025, er blevet aflyst.

Det oplyser Erik Aasheim, der er pressechef ved Nobelinstituttet, til det norske nyhedsbureau NTB. Han fortæller ikke, hvad aflysningen skyldes.

Tidligere på dagen var meldingen, at pressemødet var blevet udsat på ubestemt tid.

Pressechefen tilføjer over for NTB, at det ligeledes er usikkert, om der bliver nogen pressekonference i morgen.

Han oplyser ikke, hvornår Machado ankommer til Oslo, eller om det stadig er planen.

- Det drejer sig om sikkerhed og liv og død for hende. Så det er information, vi ikke kan sige noget om, siger Aasheim.

Pressemødet var sat til at begynde klokken 13.00 i Oslo tirsdag. Selve prisuddelingen finder sted onsdag.

Oppositionsleder Machado, som har levet i skjul siden 2024, er blevet advaret om, at hun vil blive anset som landflygtig, hvis hun forlader Venezuela.

Machados familie befinder sig allerede i Oslo.

Nobelinstituttet har tidligere udtalt, at det arbejder ud fra en antagelse om, at Machado vil være til stede ved pressemødet. Men det har været uklart, om det bliver fysisk eller digitalt.

58-årige Machado er leder af oppositionspartiet Vente Venezuela, der står i opposition til præsident Nicolás Maduro. Han har regeret landet med en særdeles hård tilgang over for opposition og kritikere siden 2013.

Maduro blev af oppositionen - og særligt María Corina Machado - beskyldt for at begå valgsvindel, da han vandt præsidentvalget i 2024.

På trods af at Machado er leder af oppositionen, fik hun ikke lov til at stille op til valget. Edmundo González Urrutia blev i stedet oppositionens kandidat.

Landets valgmyndighed meddelte efter valget, at præsident Nicolás Maduro var blevet genvalgt med 51 procent af stemmerne.

Både FN, EU, USA og en række sydamerikanske lande har kritiseret stemmeoptællingen.

I optakten til dette års fredspris var der stor snak om USA's præsident, Donald Trump, hvis regering gentagne gange har sagt, at han burde få den.

Machado blev dog nomineret til fredsprisen af Trumps udenrigsminister, Marco Rubio, og hun dedikerede hurtigt fredsprisen til den amerikanske præsident, der ellers selv ønsker hæderen.

/ritzau/NTB