De var ofte først på pletten, når brandfolkene rykkede ud til brande i skovområder og bygninger.

Men nu sidder de begge bag tremmer og er stærkt mistænkt for sammen selv at have antændt de brande, som de med succes solgte video og billeder af til adskillige medier.

Sådan tegner situationen sig nu for to tyske pressefotografer på 23 og 33 år i delstaten Sachsen-Anhalt, rapporter tyske Bild.

De påstås af de tyske myndigheder at have forårsaget skader for et millionbeløb i euro ved de sammenlagt 13 brande, som de er sigtet for at have påsat.

De to pressefotografer blev anholdt onsdag aften, efter at der var opstået brand i en forladt togstation i byen Raguhn.

Selv om brandvæsenet rykkede hurtigt ud, nåede branden at sprede sig, så der skete skader for mere end 10.000 euro - ca. 75.000 kroner.

Den omfattende brand kom også til at have en betydelig effekt på togtrafikken i området, da toglinjen måtte lukkes helt i timevis.

De to pressefotografer opholdt sig i nærheden og påkaldte sig politiets mistanke i en sådan grad, at de blev anholdt. 

Samtidig blev deres hjem ransaget af efterforskere, som beslaglagde flere effekter, der efter politiets opfattelse er relevante for sagen.

»De er stærkt mistænkt for at have påsat tolv yderligere brande,« siger en talsmand fra det lokale politi - Robin Schönherr.

Begge sigtes for at have handlet i forening, og blev efterfølgende varetægtsfængslet af en dommer.