Præsident slår alarm: 'Vi står overfor en større krig'
Serbiens præsident har i årevis balanceret mellem Moskva og Kyiv. Efter et historisk besøg ser han nu særdeles dystert på, hvad der venter Europa.

Serbiens præsident har i årevis balanceret mellem Moskva og Kyiv. Efter et historisk besøg ser han nu særdeles dystert på, hvad der venter Europa.

En langt større krig kan være på vej.
Sådan lyder den dystre advarsel fra Serbiens præsident, Aleksandar Vučić, efter at han har haft besøg af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Beograd.
»Jeg tror, at vi står overfor større krig. Og det er derfor, jeg havde håbet, at en anden ville have gjort noget for at skabe fred nu,« siger Vučić i podcasten 'MD Meets' og fortsætter:
»Det er ikke sket, og det vil heller ikke ske lige foreløbig, hvilket betyder, at vi står på randen af en meget, meget større krig.«
Advarslen kommer efter et opsigtsvækkende besøg, der har vakt stor international opmærksomhed.

Zelenskyj besøgte nemlig fredag og lørdag for første gang officielt Serbien, der traditionelt har haft tætte forbindelser til Rusland og fortsat ikke har tilsluttet sig sanktionerne mod landet.
Alligevel blev den ukrainske præsident budt velkommen af Vučić, og de to ledere diskuterede blandt andet økonomisk samarbejde, sikkerhed og landenes vej mod EU.
Den serbiske præsident har gennem krigen forsøgt at balancere forholdet til både Kyiv og Moskva.
Inden Zelenskyjs besøg havde han dog ikke orienteret den russiske præsident, Vladimir Putin, fortæller han:
»Jeg talte ikke med ham, fordi jeg ikke annoncerer min politiske dagsorden til nogen. Serbien er ikke en marionetdukke for noget andet land i verden,« siger Vučić i podcasten.
Vučić fortæller samtidig, at han gennem tiden har talt med Putin »21 eller 22 gange«, men at kontakten på det seneste er blevet mindre.
Han advarer samtidig mod at satse på et russisk nederlag. Under Zelenskyjs besøg advarede han om en vanskelig vinter og sagde, at han ikke ser nogen hurtig vej til fred.
Serbien har fastholdt sin støtte til Ukraines territoriale integritet, selv om landet fortsat har forbindelser til Moskva.