Den indonesiske præsident, Joko Widodo, kondolerer søndag til de pårørende til 53 besætningsmedlemmer, som var om bord på en forsvunden ubåd.
- Alle indonesere udtrykker vores dybeste sorg over denne tragedie, især til familierne til besætningsmedlemmerne på ubåden, siger han.
Ubåden forsvandt onsdag, og efter at dele, der formodes at stamme fra ubåden, blev fundet lørdag, har Indonesiens flåde ændret ubådens status til nu at være sunket.
Den blev brugt i forbindelse med en øvelse onsdag, og den skulle til at affyre torpedoer i en manøvre, da signalet til fartøjet forsvandt.
Landets militær oplyste lørdag, at det mener at have lokaliseret ubåden "KRI Nanggala" på 850 meters dybde.
Ubåden har siden 1981 været en del af den indonesiske flåde.
/ritzau/Reuters