Iran har den "nødvendige vilje" til at afslutte den igangværende krig med Israel og USA, hvis der bliver givet garantier om, at krigen ikke genoptages.
Det siger den iranske præsident, Masoud Pezeshkian, i et opkald med formanden for Det Europæiske Råd, António Costa.
Det står der i en udtalelse fra Irans præsidentkontor tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi besidder den nødvendige vilje til at afslutte denne konflikt, forudsat at afgørende garantier bliver opfyldt, siger Pezeshkian.
Det gælder "især de garantier, der er påkrævede for at forhindre en gentagelse af krigen", tilføjer den iranske præsident.
Kravet om, at krigen ikke genoptages, er et, som Iran også tidligere er kommet med.
USA har hyppigt talt om forhandlinger de seneste dage, men udmeldingerne fra parterne har været ganske forskellige.
Indledningsvist sagde Iran, at der slet ikke var forhandlinger. Siden har landet anerkendt, at der bliver udvekslet budskaber med USA, uden at der dog er tale om egentlige forhandlinger.
Mere optimistisk har tonen været fra USA, der dog samtidig fortsætter troppeopbygningen i Mellemøsten og dermed truer Iran med yderligere eskalering.
Den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, siger tirsdag, at forhandlingerne er "meget virkelige".
- De er i gang. De er aktive, og jeg tror, at de også er tiltagende i styrke, siger Hegseth på et pressemøde.
De amerikanske aktier er tirsdag steget, da der er forhåbninger om, at krigen kan være ved at nærme sig sin afslutning, skriver Bloomberg. Samtidig er olieprisen faldet.
Det var 28. februar, at krigen begyndte med omfattende amerikanske og israelske luftangreb i Iran.
Ali Khamenei, der var Irans øverste leder, blev dræbt i de første angreb mod Iran.
/ritzau/
