Mere end 30 år efter, at der senest blev registreret smitte med vild polio blandt mennesker i Tyskland, er det naturligt forekommende virus for nylig blevet påvist i spildevandsprøver i landet.

Det oplyser Robert Koch-instituttet, der er ansvarlig for overvågning af sygdomme og vira i Tyskland, til nyhedsbureauet Reuters.

- Vild poliovirus type 1 er blevet påvist i spildevandsprøver i Tyskland, oplyser instituttet i en udtalelse.

Der er ikke påvist smitte blandt mennesker, understreger instituttet.

Poliovirus kan angribe åndedrætsmusklerne, give permanente lammelser og er potentielt dødelig.

Virusset blev erklæret udryddet i Europa i 2002.

Det seneste kendte tilfælde af smitte med vild polio - det naturligt forekommende poliovirus - blev registreret i Tyskland i 1990.

Dog blev der i 1992 registreret smitte hos personer, der rejste ind i Tyskland fra henholdsvis Indien og Egypten.

Tyskland begyndte i 2021 rutinemæssigt at tage prøver af spildevandet for at tjekke det for mulig forekomst af polio. Det er første gang, der er påvist polio i spildevandet, siden prøvetagningerne blev sat i system.

Der cirkulerer to former for polio rundtom i verden: Den ene er vild polio. Den anden er polio, der stammer fra vacciner.

Vild polio er aktuelt kun registreret blandt mennesker i Pakistan og Afghanistan, mens polio, der stammer fra vacciner, findes blandt mennesker i flere lande.

Sidstnævnte poliotype er blevet spredt, efter at vira, der er blevet anvendt til poliovacciner, er muteret.

Risikoen for smitte med vild polio og polio, der er spredt efter mutationer, er trods det nye fund i spildevandet "meget lav" i Tyskland, oplyser Robert Koch-instituttet.

Det skyldes, at store dele af befolkningen er vaccinerede mod polio.

Desuden anses det påviste tilfælde for at være isoleret.

Mens de rutinemæssige prøver i Tyskland ikke før har påvist vild polio, har prøverne siden slutningen af 2024 påvist flere tilfælde af polio, der stammer fra vacciner.

/ritzau/