En bruger ved navn 'littlestjeff1' har efter offentliggørelsen af de seneste dokumenter i Epstein-filerne fået bizarre spekulationer til at florere på internettet.

Brugernavnet er nemlig tilknyttet Jeffrey Epsteins YouTube-kanal, og et opsigtsvækkende fund i det populære spil 'Fortnite' får nu flere til at tro, at Epstein stadig er i live.

Efter afsløringen af Epsteins YouTube-navn er der blevet fundet en profil i skydespillet med nøjagtig samme navn.

Og profilen har været aktiv, efter den amerikanske finansmand døde i sin fængselscelle i august 2019.

Den absurde teori har nu fået 'Fortnite' til fra officiel hånd at afvise påstandene.

'For et par dage siden ændrede en allerede eksisterende konto sit brugernavn fra noget totalt ikkerelateret til 'littlestjeff1' efter afsløringerne om 'littlestjeff1' som et navn på YouTube,' lyder det i et opslag på X, som fortsætter:

'Vi har ingen registreringer af de e-mailadresser, der er angivet i det offentlige dokument (Epstein-filerne, red.), i Epic-kontosystemet.'

Epic Games, der er producenten bag Fortnite, gør det klart, at flere har oprettet nye Fortnite-brugere med e-mailadresser, der ligner Jeffrey Epsteins, siden det amerikanske justitsministerium udgav den seneste bunke filer.