Hvis du er en af dem, der planlægger en ferie til destinationer som Mallorca eller Ibiza, så er det måske en god idé at genoverveje.
Flere i lokalbefolkningen ser nemlig helst, at turister bliver væk.
Det kan det norske dagblad Din Side fortælle.
Det drejer sig om øgruppen De Baleariske Øer, som består af blandt andet Mallorca, Ibiza og Cabera. Særligt Mallorca er populær hos danskerne.
Men det lader altså ikke til, at den spanske befolkning er lige så begejstret for danskerne og øvrige turister.
Faktisk lyder det lige omvendt.
Indbyggere på Mallorca har tidligere demonstreret deres utilfredshed med den stigende turisme af flere omgange. Befolkningen klager blandt andet over skyhøje boligpriser.
Og nu er syv forskellige grupper altså gået sammen i et fælles brev, hvor man beder udenlandske turister om at genoverveje deres rejse til øgruppen denne sommer.
Blandt de syv grupper er blandt andet anti-turistgrupper og miljøgrupper.
»Vi har ikke brug for flere turister, faktisk er du en del af problemet. På dette tidspunkt har vi intet andet valg end at bede om jeres forståelse for, at vi, befolkningen på Mallorca, siger: nok er nok! Bliv hjemme!« står der blandt andet i brevet.
Selvom brevet er henvendt til feriegæster, går en stor del af kritikken også på manglende indsats fra de offentlige myndigheder.
I 2023 indførtes et turismeloft på 16,5 millioner besøgende på Mallorca. Det blev dog overskredet med over en million allerede i november måned.

