Aryana Sayeed har svært ved at holde tårerne tilbage, når hun tænker tilbage på, hvad der skete i lufthavnen.

»Det var hjerteskærende. De små grædende børn og babyer, de grædende kvinder. Mine hænder ryster lige nu, når jeg taler om det,« siger hun.

I et interview med den amerikanske tv-station Access Hollywood fortæller den kendte afghanske popstjerne nu om sin flugt fra hjemlandet. For det lykkedes hende i sidste uge at slippe ud af Afghanistan, efter at Taliban havde taget kontrol over landet.

Aryana Sayeed har tidligere udtalt sig kritisk om den militante gruppe og har været fortaler for kvinders rettigheder, så en fremtid i Afghanistan under det nye styre har ikke været en mulighed.

Ventetid i lufthavnen.
Ventetid i lufthavnen. Daniel Martinsen

»Jeg sagde til min forlovede: 'Hvis de fanger os, så skyd mig. Skyd mig i hovedet og lad dem ikke fange mig i live,« fortæller sangerinden, der er umådeligt populær i Afghanistan og også har været vært for flere tv-programmer:

»Jeg var mere bange for at blive fanget i live. For at blive vist frem foran tv-kameraer eller blive voldtaget.«

Sammen med sin forlovede lykkedes det i stedet Aryana Sayeed, der er tante til den danske fodboldsspiller Nadia Nadim, at slippe ud med et amerikansk militærfly efter flere forsøg og utallige timers ventetid i Kabuls lufthavn.

»Jeg troede, at jeg skulle dø dér. Jeg havde mistet alt håb, og det var et mirakel, at vi kom ud,« fortæller hun.

Den afghanske popstjernes fortælling om flugten matcher meget godt de billeder, der har været vist fra lufthavnen, hvor tusindvis af afghanere har forsøgt at komme væk.

»Alt var kaos. Kvinder besvimede, og folk forsøgte at få dem ud af folkemængden, men der var bare ikke plads til at få dem ud, og de sad bare fast,« lyder det.

Især en oplevelse sidder stadig fast i erindringen hos Aryana Sayeed, og det er den, der får tårerne til at pible frem under interviewet med Access Hollywood.

»Jeg så en kvinde med en baby, der bare skreg, og jeg tænkte: 'Åh nej, den kommer til at dø'. Og så gav kvinden mig babyen,« fortæller sangerinden, der ikke vidste, hvad hun skulle gøre:

Jeg spurgte om ikke de kunne lade kvinden komme forbi, for ellers ville babyen dø. De sagde, at det kunne de ikke gøre.

»Kvinden var i en meget svær situation, og hvad ville der ske, hvis jeg tog babyen med, og moren så ikke kan komme ud? Jeg kan ikke adskille en baby fra sin mor – selvom moren faktisk ville have mig til at tage babyen med.«

Men Aryana Sayeed forsøgte, men hun blev afvist af de amerikanske tropper.

»Soldaterne spurgte mig, om det var min baby, og jeg spurgte, om ikke de kunne lade kvinden komme forbi, for ellers ville babyen dø. De sagde, at det kunne de ikke gøre,« lyder det.

Efter en rejse på fire dage er Aryana Sayeed endt i USA, hvorfra hun har tænkt sig at kæmpe videre for de millioner af landsmænd, der er blevet ladt tilbage i Afghanistan.

Det slår hun fast i interviewet, og siden er hun også på sin Instagram-profil kommet med en hård kritik af den amerikanske præsident, Joe Biden, der har gennemført udtrækningen af de amerikanske tropper efter 20 år.

»Jeg kan ikke tro, at du efterlader Afghanistan i kaos. At få tusinde civile og amerikanske statsborgere bliver hjulpet ud er prisværdigt, men det løser ikke problemet. Hvad med de millioner, der er ladt tilbage i kaos. Tusindvis af dem er efterladt uden tag over hovedet, ingen mad og intet sted at tage hen. Hvad skal der ske med dem?« spørger Aryana Sayeed.

Den amerikanske tilbagetrækning ventes af været fuldendt 31. august.