Tomasz Komendas sag har chokeret det polske folk. I 18 år har han siddet fængslet for voldtægten og mordet på en 15-årig pige til en nytårsfest i 1996. Nu siger dommerne, at han ikke har begået forbrydelsen.
Efter at være blevet fanget blev han til sidst i 2004 dømt til 25 års fængsel for noget, han aldrig indrømmede at have gjort. Det skete, selv om en række mennesker bekræftede hans alibi.
Efter at have tilbragt næsten halvdelen af sit liv i fængsel, er han nu en fri mand. Den polske højesteret fastslår, at den 42-årige mand aldrig kan have udført drabet.
Sagen blev genoptaget på baggrund af den 15-åriges forældre, som var begyndt at tvivle på, om Tomasz Komenda nu også var skyldig i forbrydelsen. Det skriver New York Times.
Tomasz Komenda udbrød et lettelsens suk og begravede ansigtet i sine hænder sidste onsdag, da dommerpanelet på tre dommere fandt ham uskyldig.
Nye fakta beviste, at han slet ikke kunne have begået forbrydelsen.
»I de sidste 18 år har jeg spurgt mig selv, hvad jeg har gjort forkert, siden mit liv er blevet til et helvede,« fortalte Tomasz Komenda reportere. »I al den tid, blev jeg behandlet som skidt.«
Avancerede teknikere havde kastet et nyt lys over sagens beviser, og det udelukkede Komenda som skyldig. Han er nu under behandling af en psykolog.
Ifølge hans advokat, Zbigniew Cwiakalski, vil han nu komme med et erstatsningskrav på 17 mio. kroner for de mange år bag tremmer.
Frifindelsen har sendt chokbølger gennem det polske folk, men ifølge justitsminister Zbigniew Ziobro viser afgørelse, at fejl i systemet kan rettes op. Det skriver dagbladet.no.
»Ingen kan give Tomasz Komenda de år tilbage, som han har mistet. Men frifindelsen giver alligevel en vis værdighed til en uskyldig dømt mand,« siger Ziobro.

