Politisk krise rammer populær feriedestination
Et milliardbyggeri forbundet til Trump-familien har udløst de største protester i Albanien siden 1991 og sat landets EU-drøm på spil.

Et milliardbyggeri forbundet til Trump-familien har udløst de største protester i Albanien siden 1991 og sat landets EU-drøm på spil.

Titusindvis af demonstranter er gået på gaden i Albanien i det, der er blevet døbt 'flamingorevolutionen'.
Oprøret begyndte som protester mod et omstridt luksusbyggeri i naturområdet Vjosa-Narta, men har udviklet sig til en bred folkelig protest mod premierminister Edi Rama og den politiske elite.
Sådan lyder det ifølge det norske medie Nettavisen.
Kernen i konflikten er et milliardprojekt med forbindelse til Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner.
Planen er at opføre et gigantisk luksusresort med omkring 10.000 sengepladser i et naturområde, der er kendt for sine flamingoer og andre beskyttede dyrearter.
De lyserøde fugle er derfor blevet symbol på protestbevægelsen.

Ifølge Politico er demonstrationerne de største i Albanien siden kommunismens fald i 1991.
Kritikerne mener, at regeringen tilsidesætter både miljøhensyn og lokale interesser til fordel for udenlandske investorer og turismeprojekter.
Utilfredsheden handler dog om mere end naturbeskyttelse.
Mange demonstranter peger på korruption, stigende leveomkostninger og lave lønninger som årsager til protesterne.
Oppositionspolitikeren Redi Muçi beskriver situationen over for Politico således:
»Albanien er et land, der er blevet ubeboeligt for albanere,« sagde han til mediet.
Premierminister Edi Rama afviser kritikken og har gjort det klart, at han ikke har planer om at stoppe investeringerne.
Han mener samtidig, at den internationale opmærksomhed skyldes Kushners involvering i projektet.
Sagen bekymrer også EU. Unionen har sendt en officiel advarsel til Albanien og understreget, at politisk uro og manglende respekt for miljøstandarder kan skade landets ambition om at blive medlem af EU inden 2030.
Dermed risikerer 'flamingorevolutionen' ikke blot at udvikle sig til en politisk krise for regeringen, men også at få konsekvenser for Albaniens europæiske fremtid.