Fredag var den dag, hvor et julemarked i den tyske by Magdeburg blev angrebet, da en bilist kørte ind i menneskemængden. 

Men det var også den dag, hvor Elon Musk officielt stemplede ind i den politiske debat i Tyskland. 

Timerne op til angrebet på julemarkedet, hvor fire personer ind til videre er bekræftet døde, gav Elon Musk nemlig sin støtte til det højrenationalistiske oppositionsparti Alternative für Deutschland (AfD). 

»Kun AfD kan redde Tyskland,« skrev multimilliardæren og Trump-kompagnonen på X fredag morgen. 

Kansler Olaf Scholz tager situationen med Musk roligt. 
Kansler Olaf Scholz tager situationen med Musk roligt.  Filip Singer/EPA/Ritzau Scanpix

Og timer senere, da angrebet på julemarkedet havde fundet sted, lød der nu en klar opfordring fra Elon Musk til Tysklands forbundskansler Olaf Scholz:

»Scholz bør gør af med det samme. Inkompetent fjols.« 

Indblandingen fra Musk i tyske anliggender har fået flere tyske politikere til at rase over, hvordan Musk bruger sin platform – også i lyset af sin position i den kommende regering i USA ledet af Donald Trump. 

Tysklands sundhedsminister, Karl Lauterbach, kalder det til Bild for »uværdigt og meget problematisk«, mens den tidligere formand for EU-parlamentets udenrigsudvalg Elmar Brok siger, at »det er de amerikanske tech-kongers fantasier om verdensherredømme«. 

Karl Lauterbach, der er fra det socialdemokratiske parti i landet, mener ikke, at et amerikansk regeringsmedlem bør blande sig i andre landes anliggender. 

Olaf Scholz tager dog væsentligt lettere på sagen. 

Han understreger, at »ytringsfriheden også gælder for multimilliardærer«, men: 

»Ytringsfrihed betyder også, at man kan sige ting, som ikke er rigtige og ikke indeholder gode politiske råd.« 

Følg B.T.s liveblog, hvor vi følger situationen i Magdeburg tæt.