De ville lige fotografere og filme deres fangst.
Et hold af SWAT-politifolk fra Pennsylvania poserede onsdag sammen med den brasilianske drabsmand Danelo Cavalcante, da de tog ham til fange.
Det har fra flere steder i USA medført hård kritik.
Blandt andet fra Adam Scott Wandt, der er lektor i offentlig politik ved John Jay College.

Til AP siger han:
»I politiarbejde er det fra et etisk synspunkt ikke i orden, når en politibetjent tager et billede på gaden og lægger det på sociale medier eller gør det som en fejring eller som hævn.«
Kritikken blev forelagt politiinspektør George Bivens fra Pennsylvania ved et pressemøde.
»Det generer mig ikke, at de tog et billede sammen med ham i varetægt. De er stolte af deres arbejde,« svarede han ifølge AP.
Den 34-årige drabsmand var flygtet fra et amerikansk fængsel for to uger siden.
Danelo Cavalcante er tidligere af politiet blevet beskrevet som værende »bevæbnet og ekstremt farlig«.
En video har vist mandens spektakulære flugt.
Her kunne man se, hvordan han lavede en form for krabbegang op ad to tætstående vægge. Han kravlede efterfølgende videre op på taget.
Ugen før flugten var Cavalcante blevet idømt fængsel på livstid for at have dræbt sin kæreste ved at stikke hende 38 gange foran hendes børn i 2021.