Den verdenskendte DJ Tim Bergling, også kendt som 'Avicii', døde 20. april blot 28 år gammel. Det vides endnu ikke, hvorfor, men politiet i Oman arbejder på højtryk. Indtil videre er rapporten omkring Aviciis død blevet udskudt én gang - og nu udskyder politiet den igen.

Det skriver den svenske avis Expressen.

Svenske Tim Bergling, bedst kendt som Avicii, døde fredag i sidste uge i byen Muskat. Politiet i Oman har siden da nægtet at udtale sig om den verdenskendte DJ's død.

En kilde tæt på politiet fortæller dog, at politiet i Oman har færdiggjort en rapport, som bliver offentliggjort inden længe.

Rapporten om dødsfaldet skulle have været offentliggjort i lørdags, men blev udskudt til i går, søndag. Og nu er den blevet udskudt endnu engang.

Nyheden om Aviciis død har fået stor opmærksomhed verden over.

»Det tager tid, fordi det er en stor sag for politiet i Oman. Man vil være sikker på, at alt er rigtigt. Sagen håndteres på højeste niveau af politiet, eftersom hele verden følger med,« siger en anonym kilde til avisen Expressen.

Politiet har tidligere i en erklæring sagt, at de kender årsagen til Tim Berglings død, og at der ikke er noget mistænkeligt ved det pludselige dødsfald.

En anonym kilde med indsigt i politiets arbejde fortæller også til Expressen, at liget af Tim Bergling vil blive transporteret til Sverige inden længe.

Aviciis talsmand, Ebba Lindqvist, sendte fredag i sidste uge en pressemeddelse ud i forbindelse med kunstnerens død.

»Det er med stor sorg, vi må meddele, at Tim Bergling, kendt under kunstnernavnet Avicii, er død. Han var i Muskat, Oman og blev fundet død fredag eftermiddag lokal tid. Familien er knust, og vi beder folk om at vise hensyn og lader dem være i fred i denne svære tid. Der vil ikke komme flere udtalelser,« skrev Ebba Lindqvist i pressemeddelsen.

Tim Bergling var akkurat nået at blive færdig med sit nyeste album, da han afgik ved døden i fredags.

Neil Jacobsen, chef for Geffen Records, havde talt med den svenske superstjerne i løbet af onsdagen i sidste uge. Han fortæller, man endnu ikke ved, hvad der skal ske med albummet. Neil Jacobsen fortæller til Expressen, at han håber at få råd fra familien, så de fælles kan finde ud af, hvad Tim Berling havde ønsket, de skulle gøre med albummet.