En 16-årig ung pige blev skudt og dræbt af politiet i den amerikanske stat Ohio, samtidig med at en politibetjent blev kendt skyldig i mordet på den farvede George Floyd.

Optagelsen fra et bodycam af drabet er blevet vist af politiet. Videoen viser, hvordan en betjent skyder mod den 16-årige Makhia Bryant, som kort tid efter dør på hospitalet.

Politiet i Columbus oplyser, at betjentene blev kaldt ud til et hus i byens østlige udkant klokken 16.30, hvor der var rapporter om et formodet knivstikkeri. Det skriver news.com.au.

Makhia Bryants pårørende oplyste, at det var hende, der havde tilkaldt politiet for at melde, at to kvinder forsøgte at stikke hende med en kniv.

Makhia Bryant.
Makhia Bryant. Facebook

På videoen fra bodycam'et kan man se Makhia Bryant forsøge at angribe en kvinde, før betjenten affyrer pistolen, og Bryant kollapser.

På videoen ses, hvad der ligner en køkkenkniv ligge på jorden, tæt ved Makhia Bryant.

Hun blev med det samme kørt på hospitalet i kritisk tilstand, men døde inden for en time.

»Hun var et godt barn. Hun var kærlig,« sagde hendes tante Hazel Bryant efter skyderiet.

Makhia Bryant boede hos en plejefamilie, men hun havde i sidste uge fortalt sin mor, Paula Bryant, at hun glædede sig til at komme hjem.

Borgmesteren i Columbus, Andrew Ginther, udtalte til pressen, at politiet greb ind for at beskytte den anden pige.

»Det er en tragisk dag for byen Columbus. En forfærdelig, hjerteskænde situation,« sagde han.

Tirsdag aften udbrød der protester på gaderne i Columbus. Ifølge de lokale medier voksede mængden af protesterende, efterhånden som nyheden om skyderiet spredte sig.

Samtidig havde de nationale medier travlt med at bringe nyheden om, at politibetjenten Derek Chauvin var fundet skyldig i mordet på den farvede George Floyd i Minneapolis sidste år.