Demonstrationerne i USA har taget en ny drejning:

Politiet protesterer nu også for George Floyd, der i mandags blev kvalt til døde under en anholdelse, fordi en politimand holdt sit knæ på hans hals.

Indtil nu har der ellers kun været meget voldsomme sammenstød mellem netop politiet og demonstranterne, hvilket har resulteret i, at politiet har måttet forsvare sig med tåregas og gummibold-pistoler.

Men i byen Flint i Michigan har politiet en anden strategi. De er nemlig på demonstranternes side. Det skriver Mid-Michigan Now.

Derfor har sheriff Chris Swanson tilsluttet sig demonstranterne og marcheret ned igennem byen i protest for at skabe opmærksomhed omkring mordet på George Floyd.

Undervejs på marchen skulle sheriffen have talt med demonstranterne om sagen og sagt, at de to parter - altså politiet og demonstranterne - tog sig bedre ud, hvis de arbejdede sammen.

Til sidst sluttede sheriffen af med at holde en kort tale for demonstranterne:

»Jeg spurgte, hvad I vil have, I sagde: 'gå med os' - Og det gjorde vi. Jeg elsker jer, politiet elsker jer. Vi er med jer. Nok er nok, og vi er med jer, når I har spørgsmål. Vi elsker jer, gå nu ud og få noget McDonalds.«