Håbet om at finde den 17-årige svenske pige Wilma Andersson i live svinder dag for dag. Faktisk er svensk politi nu sikre på, at hun er blevet dræbt.

Ikke nok med, at teenageren har været forsvundet som dug fra solen de seneste 14 dage.

Nu har politiet også fundet en kropsdel fra et lig, som man sætter i forbindelse med sagen. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

»Vi har fundet en kropsdel, som gør, at vi kan konstatere, at Wilma Andersson er død,« siger efterforskningschef Lars Eckerdal.

Dermed udelukker politiet, at pigen kan findes i live.

»Vi beklager dybt, at eftersøgningen efter Wilma sluttede på denne tragiske måde. Vore tanker går til pigens familie og venner, siger politimanden i pressemeddelelsen ifølge Aftonbladet.

Ifølge avisen kommer politiet ikke nærmere ind på, hvilken legemsdel, der er tale om.

Det ligger dog fast, at eftersøgningsholdet torsdag aften gjorde et fund, så politiet med sikkerhed kan udelukke, at Wilma stadig er i live.

Wilma Andersson menes at være blevet dræbt 14. november 2019.
Wilma Andersson menes at være blevet dræbt 14. november 2019. Foto: Privatfoto
Vis mere

Efterforskningen af sagen og ikke mindst søgningen efter resten af hendes krop fortsætter med uformindsket styrke, oplyser politiet.

Wilmas 22-årig kæreste blev kort efter hendes forsvinden fængslet og mistænkt for mord. Han nægter sig skyldig.

»Min klient nægter fortsat de anklager, som er rejst mod ham. I øvrigt har han bedt mig ikke at kommentere efterforskningen eller ham som person,« siger den unge mands advokat Beatrice Rämsell.

Tidligere skolekammerater har dog tidligere fortalt til Expressen, at den unge mand både er en flink fyr, men også frygtelig jaloux.