Politiet har i en koordineret indsats med Skattestyrelsen ransaget fire adresser i Herning Kommune og tre i Morsø Kommune og fundet omkring 140.000 kopicigaretter og et større kontantbeløb.
En 45-årig mand er sigtet for besiddelse af de falske smøger, som er kendetegnet ved at efterligne forskellige cigaretproducenters originale produkter.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Der kan komme flere sigtelser, siger politikommissær Niels Kristensen, der er leder af efterforskningsenheden ved lokalpolitiet i Thisted.
Af hensyn til den videre efterforskning af sagen har Midt- og Vestjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger til offentligheden, lyder det.
/ritzau/