Politiet gjorde makabert fund: Nu er udlejer dømt i voldsom drabssag
En 55-årige mand var forsvundet i seks år, før resterne af hans lig blev fundet i en tønde sidste år. Nu er der faldet dom i sagen.

En 55-årige mand var forsvundet i seks år, før resterne af hans lig blev fundet i en tønde sidste år. Nu er der faldet dom i sagen.

I seks år vidste ingen, hvor den 55-årige Richard Dyson var.
Men i juli sidste år blev resterne af hans lig fundet i en betonfyldt tønde i det britiske storbyamt South Yorkshire.
Nu er hans tidligere udlejer, den 73-årige landmand Christopher Wright, blevet dømt for at have dræbt ham i 2019 og efterfølgende parteret liget.
Det skriver Sky News.
Torsdag blev han kendt skyldig i mordet på sin logerende Richard Dyson samt i sammensværgelse om at forvride retfærdighedens gang, forhindre en lovlig begravelse og besiddelse af ulovlige skydevåben.
Dommen lød på livsvarigt fængsel med en minimumsstraf på 33 år og 353 dage.
Tilbage i 2019 meldte Richard Dysons datter ham savnet. Dengang boede Richard Dyson hos Christopher Wright, hvor han udførte småjobs for landmanden.
Men de to blev angiveligt uvenner, da Christopher Wright beskyldte Richard Dyson for at have stjålet og videresolgt dele af hans antikke våbensamling.
I flere år levede familien i uvished om, hvad der var sket med Richard Dyson. Sagen tog først en ny drejning, da politiet fik mistanke om en forbrydelse efter oplysninger om, at de to mænd havde været involveret i et skænderi.
Først i juli sidste år ransagede politiet en trailer ejet af Christopher Wright, hvor resterne af den 55-årige blev fundet i en blå plastiktønde. En obduktion viste, at Richard Dyson døde af haglskud. Han var blevet ramt i både armen og brystet.
Ifølge anklagemyndigheden (CPS) fastslog retsmedicinske eksperter, at DNA-spor fra gerningsstedet matchede Richard Dyson. Derudover blev der fundet et navneskilt med Christopher Wrights navn i traileren.
Ligeledes blev der fundet skydevåben og ammunition på Christopher Wrights adresse, som matchede den type våben, der dræbte den 55-årige.
En af Christopher Wrights barndomsvenner blev også dømt i sagen for at have hjulpet med at skjule forbrydelsen. Han blev idømt tre års fængsel.