Britisk politi frygtede, at eksprins Andrew Mountbatten-Windsor ville nægte dem adgang til sit hjem med begrundelsen, at det tilhører kong Charles. 

Det fremgår af retsdokumenter, som The Telegraph har fået indsigt i.

Politiet frygtede ikke kun, at eksprinsen ville holde dem ude, men også at hans ansatte kunne spænde ben for en ransagning.

Retsdokumenterne er blevet offentliggjort, efter at en dommer i sidste uge underkendte ransagningskendelsen, som politiet brugte, da Andrew Mountbatten-Windsor blev anholdt i februar.

Kendelsen var ulovlig, fordi dommer ved Londons Central Criminal Court, Mark Lucraft, havde udstedt det forkerte dokument.

Dermed manglede politiet lovhjemmel til at beslaglægge prinsens dokumenter og elektroniske enheder.

Alligevel får de lov til at beholde de beslaglagte genstande, indtil en ny ansøgning om en ransagningskendelse er blevet behandlet. Et  retsmøde om sagen ventes først næste år.

Andrew Mountbatten-Windsor vil imidlertid modsætte sig, at politiet beholder materialet, skriver mediet. 

I retsdokumenterne fremgår det desuden, at politiet var bekymret for, at en ransagning ville tiltrække stor medieopmærksomhed.

Samtidig vurderede efterforskerne, at et samtykke fra den tidligere prins ikke var nok, da han ville kunne trække tilsagnet tilbage.

Selve efterforskningen handler om mistanke om, at eksprinsen delte følsomme oplysninger med den afdøde seksualforbryder og pædofile Jeffrey Epstein, mens han var britisk handelsudsending.

I ansøgningen om ransagningskendelsen henviste politiet til, at Andrew Mountbatten-Windsor ikke havde samarbejdet med amerikanske myndigheder om sine forbindelser til Jeffrey Epstein.

Kong Charles har tidligere erklæret, at han vil støtte politiets efterforskning af sin lillebror.