I Thailand kæmper de ikke blot mod den såkaldte tredje bølge af smittede med covid-19. Med over en million smittede er de røget op på en plads som nummer 32 i verden. De har oplevet flere end 10.000 dødsfald på grund af pandemien – ved årsskiftet havde landet færre end 100 døde.

Nu har Thailands premierminister, den tidligere kupgeneral Prayut Chan-o-cha, der i forvejen bliver mere og mere upopulær på grund af den stærkt stigende coronakrise, fået et nyt problem at slås med.

Syv betjente i Nakon Sawan har tilsyneladende kvalt en narkoanholdt person i en torturlignende episode på den lokale politistation. Premierministeren, der ikke overraskende går ind for lov og orden, har bedt om en undersøgelse af sagen. Det skriver Bangkok Post.

I mellemtiden har en ret onsdag udstedt arrestordrer på de syv betjente, der var til stede ved torturen. Tilsyneladende forsøgte betjentene at få narkokureren til at betale dem et beløb på 400.000 kroner.

Det lykkedes dem ikke at få lokket penge ud af manden, men til gengæld stod de pludselig med et lig, da han var blevet kvalt af iltmangel på grund af en plastikpose, der blev holdt stramt om hans hoved.

Hele seancen blev filmet og videoen lagt på Facebook. Den gik viralt i løbet af tirsdagen.

Den nationale politichef har allerede fyret den ansvarlige betjent, den 39-årige Thitisan Utthanaphon, der er chef for Muang politistationen i Nakon Sawan for hans rolle i torturen. Han var på flugt fra sine kolleger indtil i dag, hvor han blev arresteret af politiet i nabostaten Myanmar.

Thitisan Utthanaphon er også kendt som Jo Ferrari, fordi han ejer en masse sportsbiler. Blandt andet en Lamborghini Aventador LP 720-4 50. Han var tilsyneladende den første thailænder, der ejede en sådan bil.

Politiet gennemsøgte onsdag et luksushus i Bangkok, der er ejet af den flygtede politimand, den 39-årige Thitisan Utthanaphon.
Politiet gennemsøgte onsdag et luksushus i Bangkok, der er ejet af den flygtede politimand, den 39-årige Thitisan Utthanaphon. Foto: Thailandsk politi
Vis mere

Fyresedlen blev uddelt, efter at et videoklip viser en mand, der bliver kvalt med en plastikpose om hovedet, gik viralt på Facebook tirsdag.

Videoen fik en masse til at fordømme både Jo Ferrari og de andre betjente, der blev vist i klippet.

Den mistænkte narkohandler Jeerapong Thanapat på 24 år døde på politistationen i Nakon Sawan 6. august i år. Både han og hans kone var blevet anholdt med 100.000 metamfetaminpiller på en vej i provinsen.

Men en betjent indgav en klage over sin overordnede. Han fortalte, at hans overordnede krævede to millioner bath (over 400.000 danske kroner) af den mistænkte – selv om han allerede havde aftalt at betale halvdelen af beløbet.

Kravet var selvfølgelig bestikkelse, og da den var større, end han ville betale, blev han kvalt. Beskeden fra den overordnede betjent, alias Jo Ferrari, var, at alle skulle sige, at den mistænkte 24-årige var død af en overdosis.

Thanapats kone blev løsladt, efter hun lovede at holde mund om sagen.

Men det hele eksploderede 22. august. En advokat offentliggjorde videoen på Facebook. Det fik politiledelsen i Bangkok til at reagere.

Torsdag oplyste en kilde, at fem af de betjente, der var involveret i torturen, allerede var blevet anholdt.

Alle grænseovergange blev beordret til at holde udkig efter Thitisan og hans medskyldige.

De tjekposter over hele landet, der holder øje med smitten med corona, er blevet lukket. Men transporten af vigtig gods er stadig tilladt, oplyser politiet.

Rygter siger, at Thitisan ville flygte over grænsen til Myanmar natten til onsdag, men politiet kunne ikke bekræfte rygterne, oplyser en politibetjent ved navn Sompong.

Han understreger, at politiet vil gøre alt for at forhindre betjentenes flugt. Deres tortur har allerede skadet det thailandske politis omdømme, og det er helt uacceptabelt.

Men i løbet af torsdagen var løbet tilsyneladende kørt for Thitisan Utthanaphon. Adskillige thaimedier rapporterede, at 'Jo Ferrari' var blevet arresteret i Myanmar.

Ifølge rapporterne så overgav han sig på grund af det stigende pres fra politiet. Han fortalte selv det lokale politi, hvor han befandt sig, og de mødte op og førte ham til et sikkert hus.

Lederen af det thailandske politi vil flyve til Myanmar og forhøre ham.