Syv år og fire måneders fængsel blev det til for en mand i Oslo.

Men det var faktisk tilfældigheder, som gjorde, at manden overhovedet blev opdaget i sine ulovligheder.

»Det er den største beslaglæggelse af narkotiske tabletter, der nogensinde er sket i Norge,« lød det fra den anklagende statsadvokat Stein Vale ifølge TV 2 Norge.

Det var den 4. juli sidste år, at politiet var på patrulje i Skøyen i Oslo.

En af betjentene fik øje på den nu fængslede 37-årige mand og genkendte ham, så betjenten besluttede sig for at stoppe manden.

Med sig havde den 37-årige mand en Ikea-pose, og det var først, da politiet kiggede i den, at de fik en fornemmelse af, at de havde fået fat i noget stort.

Der var nemlig 9000 ulovlige tabletter.

Samtidig med, at de anholdt manden, fandt de også en nøgle, og da de efter noget tid havde forsøgt sig på mange forskellige døre, var der pludselig held.

De kom ind i en lejlighed, der mest af alt fungerede som et narkotikadepot. Man fandt nemlig 379.515 tabletter med stoffet Rivotril og Ksalol.

Det er stoffer, som giver en beroligende effekt og altså ikke er lovlige at sælge.

Den samlede værdi af stofferne blev anslået til at være mellem 3,6 og 4,3 millioner norske kroner (2,67-3,1 millioner danske kroner, red.).

Manden kommer oprindeligt fra Algeriet, men han har prøvet at snyde med sin identitet flere gange.

Da han kom ind i Norge i 2012 hævdede han at være flygtning fra Libyen, og da han blev anholdt sidst, havde han et græsk pas, der viste sig at være falsk.

Det er ikke første gang, at manden bliver dømt skyldig.

Tilbage i 2012 fik han også en dom for vold, at bære en ulovlig kniv, dokumentfalsk samt opbevaring af 400 Rivotril-tabletter.

Han blev i den forbindelse også udvist af landet, men i 2013 var han tilbage.