Politiet i den britiske hovedstad, London, opretter en særlig enhed, der skal styrke indsatsen for at beskytte de jødiske samfund.

Det skriver politiet i London natten til onsdag i en pressemeddelelse.

Det sker ifølge politiet, efter at der i weekenden blev foretaget en række anholdelser relateret til antisemitiske hændelser.

- Den nye enhed samler lokalpoliti, specialiseret beskyttelse og antiterror-kapaciteter og skaber en mere synlig, efterretningsbaseret og koordineret tilstedeværelse med fokus på at beskytte de jødiske samfund i hele London, skriver politiet.

Enheden kommer i første omgang til at bestå af omkring 100 ekstra betjente, fremgår det.

Politiet i den britiske hovedstad oplyser, at det i løbet af de seneste fire uger har anholdt omkring 50 personer i forbindelse med antisemitiske hændelser.

Heraf er otte personer blevet sigtet.

Senest tirsdag oplyste politiet om en hændelse, der formodes at være motiveret af antisemitisme, da der i de tidligere morgentimer var blevet sat ild til en forhenværende synagoge i det østlige London.

Onsdag i sidste uge blev to jødiske mænd overfaldet med kniv i London-bydelen Golders Green, der er hjemsted for et af hovedstadens jødiske samfund. En 45-årig mand er sidenhen blevet sigtet for drabsforsøg.

I samme bydel blev der i marts sat ild til fire ambulancer fra den jødiske ambulancetjeneste Hatzola.

Den nyoprettede enhed vil i begyndelsen primært fokusere på at beskytte de jødiske samfund.

Formålet med enheden er samtidig at udarbejde en model for, hvordan politiet skal reagere, når spændingerne tager til mod specifikke samfundsgrupper, fremgår det.

- En fast langsigtet model, der bygger på lokale teams, vil være langt mere effektivt end gentagne akutte indsatser, idet den mindsker risikoen og skaber varig tryghed, siger Mark Rowley, der er politichef i London, i pressemeddelelsen.

/ritzau/