Politi og demonstranter i tusindvis brager sammen: Tåregas og chokgranater i Beograd
Titusindvis af demonstranter er på gaden for at kræve den serbiske regerings afgang og et nyvalg.

Titusindvis af demonstranter er på gaden for at kræve den serbiske regerings afgang og et nyvalg.

Politi og demonstranter er lørdag aften stødt sammen i Serbiens hovedstad, Beograd, hvor titusindvis af demonstranter er samlet for at kræve nyvalg.
Det skriver Reuters.
Politiet affyrer tåregas og såkaldte chokgranater for at forhindre demonstranterne i at nærme sig præsidentboligen og byens rådhus.
Demonstranterne, der bar badges med teksten "I har blod på hænderne", kræver præsident Aleksandar Vučićs afgang på grund af en dødelig ulykke på togstationen i byen Novi Sad i november 2024.
Serbisk politi vurderer, at 34.300 mennesker har deltaget i demonstrationen, der officielt varede fra klokken 18.00 til 20.00 lørdag aften.
Arrangørerne mener derimod, at omkring 100.000 mennesker var mødt frem i det centrale Beograd for at vise deres utilfredshed med regeringen.
- Målet med demonstrationen i dag er, at vi alle samles igen og gør det klart for folk, at vi stadig er her, at vi stadig kæmper og arbejder, og at vi ikke er stoppet og heller ikke gør det, siger den 24-årige arkitektstuderende Andjela til nyhedsbureauet AFP.

Studerende har stået i spidsen for protesterne mod Vučićs regering siden november 2024, hvor et tag kollapsede på togstationen i byen Novi Sad.
16 mennesker mistede livet.
Dødsulykken udløste en række protester mod regeringen og den korruption, som den regeringskritiske bevægelse beskylder den for at stå bag.
Både demonstranterne, oppositionen og flere menneskeretsorganisationer mener, at ulykken var resultat af længere tids inkompetent ledelse.
- Der skal ske forandringer. Serbien skal blive en demokratisk stat, retssystemet skal gælde for alle, hvilket betyder, at alle skal være lige for loven, siger en anden demonstrant, pensionisten Zoran Savic.
Et krav om en transparent undersøgelse af, hvad der udløste ulykken, har med tiden udviklet sig til et krav om regeringens afgang.
Aleksandar Vučić har været Serbiens præsident siden maj 2017.
/ritzau/