De fire personer har alle forbindelse til den mistænkte gerningsmand, som politiet har skudt og dræbt.

Fransk politi har anholdt fire personer, heriblandt en mindreårig, efter at en skolelærer fredag er blevet dræbt ved at få halsen skåret over i en forstad til Paris.

Det oplyser en unavngiven kilde i retssystemet til nyhedsbureauet AFP natten til lørdag.

De anholdte har alle forbindelse til den 18-årige mistænkte gerningsmand, som politiet har skudt og dræbt efter angrebet.

Det vides endnu ikke, hvor gamle de anholdte er, og hvilke specifikke relationer de har til den mistænkte gerningsmand.

Angrebet skete omkring klokken 17 fredag eftermiddag nær en skole i Conflans Saint-Honorine, der er en forstad i det nordvestlige Paris.

Offeret var skolelærer på mellemskoleniveau. Han har vist karikaturtegninger af profeten Muhammed i undervisningen, oplyser politiet til AFP.

Ifølge avisen Le Parisien er det sket i forbindelse med en time om ytringsfrihed.

En politikilde oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at offeret er blevet halshugget. Det er dog ikke officielt bekræftet.

Ifølge AFP efterforsker fransk politi også et opslag fra en ukendt Twitter-profil, der angiveligt viser skolelærerens afhuggede hoved. Profilen er siden blevet lukket.

Politibetjente på patrulje spottede den mistænkte nær gerningsstedet med en kniv. Betjentene skød manden, da de ville forsøge at anholde ham. Han døde efterfølgende af sine kvæstelser, oplyser politiet ifølge AFP.

Ifølge den franske tv-station BFM var den mistænkte mand født i Moskva i Rusland.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ankom fredag aften til gerningsstedet, efter at han havde deltaget i et krisemøde om sagen i indenrigsministeriet.

Her sagde præsidenten om angrebet, at der var tale om et "åbenlyst islamistisk terrorangreb".

Præsidenten sagde også, at "obskurantisme ikke må vinde". Obskurantisme er modstand mod oplysning og tankefrihed.

/ritzau/