Polen har tilbudt at købe Danmarks coronavacciner fra Johnson & Johnson.

Det oplyser en talsmand for den polske regering onsdag.

Tilbuddet kommer, efter at Danmark mandag besluttede at droppe Johnson & Johnsons coronavaccine i vaccinationsprogrammet.

Danmark er det første land i verden til at droppe vaccinen helt.

Vaccinen er taget ud af det danske program, fordi den er sat i forbindelse med tilfælde af sjældne, men alvorlige blodpropper.

Ifølge polske myndigheder er risici ved at forsinke vaccinationsprogrammet imidlertid større end risici forbundet med vaccinen.

- Polen har udtrykt stor villighed til at købe vaccinerne fra Johnson & Johnson, siger talsmand Piotr Muller til nyhedsbureauet Reuters.

Han oplyser, at den polske premierminister allerede har sendt et brev til Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), om interessen i de overskydende vacciner.

/ritzau/Reuters