Polen og Rumænien har med flere anholdelser forpurret en russisk plan om at sende eksploderende pakker.
Det melder polske myndigheder tirsdag.
I alt er otte mennesker blevet anholdt af Polen og Rumænien under mistanke om sabotageplaner på vegne af Rusland.
Tre af anholdelserne omhandler en påstået plan om at sende eksploderende pakker - denne gang til Ukraine.
Offentlige anklagere i Polen siger, at pakkerne blev opsnappet i Rumænien, inden de nåede at gøre skade på nogen.
Rusland har løbende afvist at stå bag sabotageaktioner mod Europa.
Europæiske myndigheder har tidligere peget på Rusland som årsagen til, at en række pakker, som kurertjenesterne DHL og DPD fragtede, brød i brand forskellige steder i Europa i 2024.
Fra europæisk side lød det, at hændelserne var en forløber for en større plan om eksplosioner på fragtfly til USA.
Denne gang har målet ifølge polske myndigheder været Ukraine.
- Foreløbig information indikerer, at de skabte en rute af en art for at sende eksplosive anordninger gennem Polen og Rumænien til Ukraine, siger talsperson Jacek Dobrzynski.
- En af dem, en 21-årig ukrainer, blev tilbageholdt her i Polen nær Warszawa. Hans kolleger, som var ved at rejse til Rumænien, blev anholdt af de rumænske efterretningstjenester i Bukarest.
De rumænske myndigheder har ikke umiddelbart udtalt sig om tirsdagens udvikling.
Alene i de seneste måneder har den polske sikkerhedstjeneste ABW tilbageholdt 55 mennesker, som udøvede skadelig virksomhed mod Polen på vegne af russiske efterretningstjenester, siger Jacek Dobrzynski.
Polen har sagt, at det har været mål for både brand- og cyberangreb som led i en "hybridkrig" ført af Rusland for at skabe usikkerhed i de lande, der støtter Ukraine.
Rusland har afvist beskyldningerne.
/ritzau/Reuters