Den russiske præsident, Vladimir Putin, risikerer at blive anholdt, hvis han flyver gennem polsk luftrum.
Sådan lyder det tirsdag fra den polske udenrigsminister, Radoslaw Sikorski.
Putin skal måske snart holde et møde med USA's præsident, Donald Trump, i den ungarske hovedstad, Budapest. Endnu er det dog ikke sikkert - og der er heller ikke fastlagt et tidspunkt.
Turen dertil kan blive besværliggjort af, at Putin er efterlyst af Den Internationale Straffedomstol (ICC) i en sag, der handler om bortførelse af tusindvis af ukrainske børn, der er blevet tvunget med til Rusland.
- Jeg kan ikke garantere, at en uafhængig polsk domstol ikke vil kræve, at regeringen eskorterer et sådant fly ned for at overdrage den mistænkte til domstolen i Haag, siger Sikorski til Radio Rodzina.
En ICC-arrestordre medfører, at domstolens medlemslande skal anholde Putin, hvis han sætter fod på deres jord.
- Og derfor - hvis dette topmøde finder sted, forhåbentlig med deltagelse af offeret for aggressionen - så vil flyet bruge en anden rute, siger Sikorski.
Men den russiske præsident kan måske tage en anden rute til det mulige møde. Her har også Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, udtrykt interesse i at deltage.
Bulgarien vil formentlig godt lade den russiske præsident flyve gennem landets luftrum, indikerer Bulgariens udenrigsminister, Georg Georgiev.
- Hvis betingelsen for dette er at have et møde, så er det mest logisk, at et sådant møde bliver faciliteret på enhver mulig måde, siger Georgiev ifølge det bulgarske nyhedsbureau BTA.
Det var Trump, der torsdag i sidste uge sagde, at han og Putin kan holde et møde i løbet af de kommende to uger i Budapest.
Ungarn er medlem af ICC, men er i gang med at forlade domstolen.
Den ungarske premierminister, Viktor Orbán, har et markant bedre forhold til Rusland end andre EU-lande.
Fra ungarske myndigheder har det lydt, at Putin vil få mulighed for både at komme ind i Ungarn til topmødet samt igen forlade landet efterfølgende.
Imens langer den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, kraftigt ud efter Polen. Han hævder ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass, at Sikorskis udtalelser er udtryk for, at Polen er klar til at begå "terrorhandlinger".
ICC har 125 medlemslande. Nogle af verdens største lande er ikke med. Det gælder USA, Rusland, Kina og Indien.
Domstolen er sat i verden for at retsforfølge krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, når lande ikke selv er i stand til at retsforfølge eller ikke vil.
/ritzau/Reuters