I retssal nummer to i Old Bailey tør advokaterne ikke engang drikke af vandkaraflerne. Berlingske er til ligsyn over en død russer, som levede sit liv, som om han havde djævelen i hælene. I byen sad han med ryggen mod muren og stirrede på fremmede. Det er den verden, Rusland har skabt.

Et øjeblik var han i tvivl. Skulle han stoppe?

Neil Ford sagtnede bilens fart. I vejsiden lå en mand, han var iklædt hvid T-shirt og shorts, han lå sammenrullet på siden og med ansigtet nedad.

Et øjeblik var han i tvivl. Neil Ford arbejder som chauffør og sikkerhedsvagt for en rigmand, og han huskede sine forholdsordrer.

»Vi er nødt til at være på vagt. Vi er uddannede til ikke at stoppe bilen for noget som helst, hvis nu en eller anden vil bortføre din herre. Jeg var alene i bilen, men vinduerne var mørke, så folk kunne ikke vide, at jeg var alene. Jeg var nødt til at være forsigtig. Men jeg stoppede bilen.«

Manden i vejsiden var livløs, hans T-shirt var gennemsvedt, han var kold, hans ben var blege. Han havde hudafskrabninger på knæene, som om han først var sunket i knæ, og han havde et sår i hovedet, lidt større end en britisk 50-pence, husker Neil Ford. »Han gav nogle små spjæt, men jeg ved ikke, om det bare var nerver.«

Ford løb over til et nærliggende hus og alarmerede beboeren: »Der er en mand, som er faldet sammen ude på vejen. Vi skal have fat i en ambulance med det samme.«

Men det var for sent. Ambulancen kom klokken 16.53, men mens det sidste dagslys forsvandt over St. George's Hill syd for London, døde Alexander Perepilitnyj.

Ensomhed

Derfor sidder vi her i dag.

Derfor sidder vi i retssal nummer to i Old Bailey i London, en ligsynsdommer, hans assistent, en håndfuld sekretærer og referenter plus fire håndfulde advokater og deres assistenter.

Det er fem og et halvt år siden, at Perepilitnyj døde, det er en længere politiefterforskning siden, at han døde, det er 15 ligsynsmøder siden, at han døde, og stadig er der ingen officiel britisk forklaring på, hvorfor han døde. Men der er til gengæld en god forklaring på, at der ikke er en god forklaring - nemlig Rusland.

For hvis vi tager Rusland ud af historien, ville sagen for længst være afsluttet. Ingen ville have protesteret mod politiets konklusion om, at den 43-årige forretningsmand døde af hjertestop, og ingen ville have fået den idé, at han kunne være forgiftet eller på anden måde slået ihjel. Men med Rusland i historien forholder alting sig anderledes. Der er en sag, fordi Alexander Perepilitnyj var russisk, og fordi han talte med politiet om hvidvask af penge - og der er en sag, fordi det i dag er paratviden, at Rusland per rutine slår dissidenter og whistleblowere ihjel.

Ligsynet er således ikke kun et ligsyn, men i lige så høj grad et eksempel på et land, som har invaderet, forgiftet, hacket og bombet sig ud af den vestlige civilisation og ind i et selskab, hvor ethvert relevant dødsfald med bare et gran af uforklarlighed fører mistanken til Moskva.

Eller som en af præsident Putins egne rådgivere erkendte i en åbenhjertig artikel i sidste uge: Rusland har gjort sig venneløs og har i dag kun to allierede, »og det er hæren og flåden,« skrev Vladislav Surkov.

Landets lange og episke rejse mod at blive en del af den vestlige civilisation er slut, og Rusland er »nu udstødt af sine egne« og forvandlet til »en halvblod, en kimære, en fremmed.« Forude venter »hundrede års geopolitisk ensomhed,« forudser han.

»Drik ikke vandet«

Derfor sidder vi her i dag, ikke fordi der er en overflod af uafviselige beviser, som peger på drab, men fordi der er en overflod af indicier, som ikke kan udelukke det - og som peger på Rusland.

Og allerede inden ligsynet illustrerer en sekretær sindstilstanden. Hun peger på vandkarafler på advokatbordet og råber lidt højere, end hun givetvis havde tænkt sig: »Don't drink the water.« Drik ikke vandet.

En ældre advokat med en slående lighed med »Rumpole of the Bailey« kigger op og ser ud til at være tæt på at foretage et spit-take, hvis det ikke ville være så ubritisk.

Sekretæren ser hans ansigtsudtryk og læser situationen.

»Nej, nej, nej, det er ikke dét … Vandet er bare fra retsmødet i går.«

Friske karafler kommer på bordet, men i timevis tør ingen drikke af dem.

Dagens første vidne rammer den samme tone af noget ildevarslende. Han er en russisk advokat, midaldrende, skaldet, iklædt grå sweater og har en jurists intuitive modvilje mod at tale over sig. Fra 2010 repræsenterede han Perepilitnyj i en civil retssag i Moskva, fortæller han i et videolink fra sit russiske kontor, og tre kendsgerninger bliver hængende, efter linket er afbrudt.

For det første skulle advokaten rejse til London for at møde sin klient, for Perepilitnyj var bange for at komme til Moskva. For det andet deltog Perepilitnyj ikke i den russiske civilretssag i 2012, for han frygtede for sit liv. Og for det tredje handlede sagen om 50 mio. kr., og modparten var et gældsinddrivelsesselskab ved navn Dzhirsa. Dzhirsas formand var samme mand, som i 2006 slog en russisk dissident ihjel med en radioaktiv kop te i London - en tidligere KGB-agent ved navn Dimitri Kovtun.

»I oktober 2012 vandt Perepilitnyj retssagen, Dzhirsa tabte, og få uger senere var Perepilitnyj død - så behøver jeg ikke sige mere,« siger en advokat ved ligsynet. Og han kunne lige så godt have citeret den italienske forfatter, som i 1300-tallet i en novelle fortalte en slemt skandaløs historie og sluttede kysk med ordene: »Nu er jeg ikke skandalemager, og jeg vil lade alle drage deres egne konklusioner…«

Rygende pistol

Den russiske advokats vidneudsagn er ikke en rygende pistol, dårligt nok en varm pistol, men på én og samme tid er det også titusinder af rygende og glohede pistoler.

Det gentager sig, da Elmira Medinska afgiver sit vidneudsagn via videolink fra Paris. Hun er en ukrainsk designer og fotomodel - med langt hjerteformet ansigt og hule kinder - og har en socialmedial portefølje, som kunne hedde »Kardashian fra Kiev.«  Men ikke i dag. I dag sidder hun stilfærdigt ved et bord, iklædt bodeauxfarvet trøje, sort blazer og flankeret af en fransk advokat, som kommer forholdsvist nemt til sit salær.

Perepilitnyj var gift, han havde to børn, som han angiveligt elskede over alt i verden, men han havde også en elskerinde - Elmira Medinska - og hun var et af de sidste mennesker, som var sammen med ham. De spiste 9. november 2012 på en eksklusiv japansk restaurant i Paris og boede på et endnu mere eksklusivt hotel, men Perepilitnyj havde svært ved at nyde opholdet. Han var »stresset og nervøs,« hans hænder rystede så meget, at han spildte vin på sin skjorte, og »han var på en anden planet,« siger Medinska. På et tidspunkt talte han i telefon, han var utroligt »opfarende, han var urolig, og han råbte nærmest.«

På restauranten insisterede han på at sidde med ryggen mod muren, og »han stirrede uafbrudt på trapperne, han kiggede hele tiden rundt i lokalet og ikke ret meget på mig«, og han bestilte tempura rejer, de smagte ham ikke, og han sendte dem tilbage til køkkenet. Tilbage på hotelværelset tilbragte han en time på badeværelset, hun kunne høre, at han mindst tre gange kastede op, og han var i så sølle en forfatning, at de ikke havde sex.

Den næste morgen havde Perepilitnyj det tilsyneladende bedre, de spiste morgenmad og tog afsked, han rejste hjem til Storbritannien, og klokken 16.53 samme eftermiddag var han død.

Politiet mister beviser

Og sådan går det.

En planteforsker oplyser, at hun ikke fandt plantegift i Perepilitnyjs mavesæk, men hun fandt tegn på jernforgiftning. En kardiolog mener, at forgiftning fra den japanske restaurant er den mest oplagte forklaring på russerens hjertestop den næste dag, men »der er så meget, vi ikke ved.« En advokat antyder, at Perepilitnyjs russiske kone på dødsdagen serverede ham en forgiftet skovsyresuppe, og en toksikolog forklarer, at hvis der var drysset et stof ved navn MAOI på Perepilitnyjs mad, kunne det føre til hjertestop, hvis han senere spiste mørk chokolade.

Forvirret? Politiet kan ikke hjælpe, ikke meget. Efterforskerne var hurtige til at konkludere, at der var tale om et ikke-kriminelt hjertestop, og en efterforsker forsvarer påstanden. »Vi mener fortsat ikke, at der er tale om en forbrydelse,« siger han. Men han må samtidigt beklage, at politiet siden har mistet det meste af bevismaterialet. Al data fra Perepilitnyjs computer er forsvundet, det samme er hans mail og beskeder. Politiet har også mistet det meste af sagens biologiske materiale, bortset fra en lille rest af indholdet af afdødes mavesæk, som af uforklarlige grunde blev fundet bagest i et køleskab på et universitet uden for London.

Den britiske efterretningstjeneste har derimod materiale på Perepilitnyj - 30 megabytes - men vil »af nationale sikkerhedsgrunde« ikke udlevere det til ligsynet.

Dommeren

Så der er ingen grund til at misunde ligsynsdommer Nicholas Hilliard, som skal komme med en udredning om den afdøde, om dødsfaldet og forsøge at fastslå dødsårsagen.

For næsten alt er muligt, og det er også muligt, at det ikke er; og der én grund til, at ligsynet er nødt til at overveje det første og ikke forlade sig på det sidste, og den grund er Rusland.

Hvis Alexander Perepilitnyj var en vestlig forretningsmand,ville der ikke være en sag, for vestlige lande dræber ikke eller forsøger ikke per rutine at dræbe deres dissidenter og whistleblowere.

Kun Rusland sender sine håndlangere ud i verden for at slå en tidligere agent ihjel og bruger til formålet en af verdens farligste nervegifte, Novichok, og sender over hundrede uskyldige på sygehus; kun Rusland sender en agent ud i verden for at slå en dissident ihjel med radioaktiv te, og kun i Rusland giver præsidenten bagefter agenten en orden for det. Og kun i Rusland risikerer man under en retssag at komme op mod et selskab, hvor den pågældende radioaktive agent nu er bestyrelsesformand.

Præsident Putins rådgiver klager over udsigten til »100 års geopolitisk ensomhed« og over, at Vesten har udstødt elskede Rusland som »en halvblod, en kimære, en fremmed.«

Men hvis han vil have en forklaring, behøver han ikke bevæge sig længere end til ligsynet i retssal to i Old Bailey.

Kun Rusland gør, at ingen tør forlade sig på uskylden i en russers dødsfald, og kun Rusland - Rusland alene - gør, at ingen af advokaterne tør række ud efter vandkaraflerne.

Det er den verden, som Rusland har skabt.