Pludselig blev nettet lukket i Ukraine: Elon Musk stod i centrum – nu skal der arbejdes på alternativ
Ukraine er dybt afhængig af ydelser fra Elon Musks selskab SpaceX i krigen mod Rusland.

Ukraine er dybt afhængig af ydelser fra Elon Musks selskab SpaceX i krigen mod Rusland.

Flere gange i løbet af de seneste uger har Ukraine slået alarm. Helt afgørende militære løsninger er enten stoppet med at virke eller gået ned i hastighed.
I centrum står verdens rigeste mand, Elon Musk, og hans selskaber. Det er så problematisk, at en række danske folkevalgte vil arbejde for at gøre os uafhængige.
»Nej, vi kan ikke med ro i sindet købe ydelser fra selskaber, som er ejet af Elon Musk.«
Så klar var meldingen fra den socialdemokratiske europaparlamentariker Niels Fuglsang til B.T. i forbindelse med en pressebriefing fredag.
Spørgsmålet fra B.T.s udsendte til Niels Fuglsang – og en række andre parlamentarikere – kommer på baggrund af noget, der har fundet sted i Ukraine over de seneste uger.
Den hårdt trængte nation er dybt afhængig af internet fra satellitydelser som Starlink og Starshield, der leveres via satellitter, som Elon Musks selskab SpaceX står bag.

Men over flere dage og gentagne gange er der enten blevet skruet ned eller slukket for nettet i Ukraine, der dermed har store problemer med både at forsvare sig mod russiske angreb og at skyde tilbage med eksempelvis langdistance-præcisionsmissiler.
Det fik i den forbindelse den demokratiske senator Ruben Gallego til at kritisere Elon Musk på sociale medier.
Efterfølgende skrev Gallego:
'Europa kunne beslutte sig for, at de ikke vil have kontrakt med Starlink, hvis de viser sig at være en upålidelig partner.'
Et helt konkret eksempel på Elon Musk og Starlinks indtog i Europa er det nordiske flyselskab SAS, hvor man kan få adgang til nettet ombord på fly via netop satellitter fra SpaceX.
Men når ydelsen kan blive kompromitteret – selv hvis man står i en liv og død-situation som krig – kan vi så i Europa være kunde?
»Jeg har ikke tillid til Elon Musk. Men vi kan blive nødt til at bruge hans ydelser, da vi ikke selv har et modsvar i Europa,« siger Niels Fuglsang videre.
Liberal Alliances Europa-Parlamentsmedlem Henrik Dahl lægger ikke fingre imellem.

»Man skal tænke sig godt om, hvis man vil købe ydelser af Elon Musk. Han har vist sig villig til at være en direkte håndlanger for den amerikanske regering,« siger han.
Han påpeger, at der længe har været tvivl om, hvem der står bag begrænsningen af Starlink og Starshield. Var det Elon Musk eller kom det direkte fra Det Hvide Hus og Donald Trump?
Flere amerikanske medier har skrevet, at beslutningen kom fra Musk, mens eksempelvis Reuters har beskrevet, at ordren kom fra Det Hvide Hus.
Spørger man Konservatives Europa-parlamentariker Niels Flemming Hansen, så kan vi fortsat godt købe ydelser fra Elon Musk. Der kommer dog lige et 'men'.

»Hvis vi køber ydelser fra Musk, så skal EU bruge de muskler, vi har, og stille krav. Hvis vi gør det, så kan vi godt købe ydelser fra Elon Musks selskaber,« siger han.
Han slår dog fast, at man samtidig skal arbejde på ikke at være afhængig af ydelser fra eksempelvis Musk eller andre amerikanske techgiganter.
Den holdning er SFs Rasmus Nordqvist enig i.
»Der er to svar på spørgsmålet om, hvorvidt vi kan købe ydelser fra Elon Musk. Det første er, om det er muligt at lade være? Lige nu er svaret på det spørgsmål nej. Men det andet svar er, at vi skal arbejde hen imod ikke at købe ydelser fra ham.«

B.T. har også rakt ud til den danske minister for digitalisering, Christina Egelund.
I et skriftligt svar på vores henvendelse lyder det:
»Danmark og Europa er blevet for afhængige af andre lande og få store virksomheder. Derfor skal vi skrue op for investeringerne og øge udviklingen af kritisk teknologi.«
»Det handler ikke om at vælge bestemte lande og bestemte virksomheders produkter fra, men om at have reelle alternativer og handlefrihed.«