Det er slut.

Den tidligere sydafrikanske løbestjerne Oscar Pistorius har ikke flere muligheder for at få omstødt dommen på 13 års fængsel for mordet på sin kæreste, modellen Reeva Steenkamp.

Sådan lyder dommen fra en juridisk ekspert overfor New York Post, efter at Sydafrikas højeste retsinstans afviste Pistorius krav om at få sagen genoptaget med henblik på at få nedsat straffen.

»Der er intet, de kan gøre,« siger juridisk ekspert ved universitetet i Cape Town, Pierre de Vos, til avisen.

Dermed er det retslige drama, som har været dækket intenst af medierne verden over, nået til sin afslutning efter fem års tovtrækkeri i diverse retssale.

Sidste år idømte Sydafrikas højesteret Oscar Pistorius 13 års fængsel for mord på 29-årige Reeva Steenkamp, som han skød fire gange gennem døren til badeværelset i parrets hus, hvor hun befandt sig. Drabet fandt sted på Valentins dag i 2013. Det var en markant skærpelse af den tidligere dom på seks års fængsel for manddrab.

Oscar Pistorius har hele tiden forklaret, at han troede, at hun var en indbrudstyv, mens der i forløbet har været vidneudsagn fremme om, at parret skulle have skændtes højlydt i tiden op til den fatale hændelse.

Inden den skæbnesvangre dag var Oscar Pistorius en feteret atlet i Sydafrika. Pistorius, der løb med ben-proteser, nåede at vinde seks guldmedaljer ved Para-OL, og i ved OL i 2012 skrev han historie, da han stillede op mod verdens bedste atleter..

Pistorius kan tidligst bede om prøveløsladelse, når han har afsonet halvdelen af de 13 års fængsel.